Grønlandsk kunstner flytter atelier til AROS

Billedkunstner Naja Rosing-Asvid flytter i maj sit atelier fra Nuuk til det eftertragtede kunstmuseum AROS i Aarhus. Flere grønlandske kunstnere debatterer kunstformer på en minifestival på museet.
Den grønlandske arkitekt og kunstner Naja Rosing-Asvid kan opleves i sit kunstneriske vigør på kunstmuseet AROS i Aarhus hele maj. Foto © : Helle Nørregaard
10. april 2017 15:32

RETTET 18. april 2017:
Grønlandsk kunst kommer i fokus, når det aarhusianske kunstcenter og -museum AROS vil danne midlertidig værksted for den grønlandske billedkunstner Naja Rosing-Asvid.

Det skriver Det Grønlandske Hus i Aarhus i en pressemeddelelse.

Naja Rosing-Asvid er oprindeligt uddannet arkitekt og har udstillet sine billedkunstværker i flere lande. Fra 2. til 28. maj kommer hun til at arbejde dagligt i AROS formidlingsafdeling, AROS Public Atelier, hvor publikum bliver inviteret til at se hende arbejde og høre om værkerne.

Mange grønlandske kunstnere udstiller

Men Naja Rosing-Asvid er ikke den eneste grønlandske kunstner, som kommer tæt på det danske publikum.

I dagene 20. og 21. maj vil museet danne rammen om en mini-festival med navnet “Nye fortællinger fra Grønland - Den Grønlandske Revolution”, hvor syv andre grønlandske kunstnere vil fortælle om og debattere deres kunst.

Arrangementet sker i et samarbejde med bevægelsen NUKIGA under Det Grønlandske Hus i Aarhus, AROS og kunstnerne.

- I vores optik er nye fortællinger fra Grønland et væsentligt emne at beskæftige sig med, da de grønlandske kunstnere ikke får meget opmærksomhed og taletid i denne debat, siger Maj Bjørn Ørskov, programplanlægger i AROS Public. 

Foruden Naja Rosing-Avid er kunstnerne filmkunstner Ivalo Frank, forfatter Nauja Lynge, billedkunstner Gukki Nuka, billedkunstner Bolatta Silis-Høegh, musiker Kristian Mikkelsen, musiker Miki Jensen og filmkunstner Otto Rosing.