Grønlandsk honning som bi-job

Der bliver satset hårdt på grønlandsk honning i de her år. Nu har seks personer fra Arsuk været på et fire-dages kursus i biavl.
Skrevet af Jette Andersen
22. september 2011 06:45

Jonna Umeerinneq er en af dem:

- På biavlerkurset lærte jeg om biernes adfærd, jeg vidste ikke, man skulle behandle dem så nænsomt. Jeg lærte, hvordan man passer bedst på dem. Om vinteren kan de passe sig selv, man skal bare huske at tjekke til dem, siger 35 årige Jonna Umeerinneq.

Til daglig arbejder hun på skolen, som kok og rengøringsdame, men håber, hun på et tidspunkt kan lave honning ved siden af.

- Vi prøver at få en forening op at stå i samarbejde med Narsarsuaq, så vi kan få nogle bier herop. Vi håber på næste år eller året efter. Vi mangler bare en rådgiver, så vi kan komme et skridt videre.

Bierne, som Jonna Umeerinneq og de fem andre deltagere, har tænkt sig at bruge til honningproduktionen er svenske bier, da de er tilpasset vores klima i Grønland, siger Jonna Umeerinneq.

Det er Erhvervsudviklingsafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq der har afholdt kurset  i samarbejde med biavlere fra Kommune Kujalleq.

Honningbien er ikke hjemmehørende i Grønland. Derfor skal der laves en række undersøgelser, men de resultater, der findes nu, viser ingen negative følger fra de allerede indførte bier til lokale humlebier.