Grønlandsk eventyrer i fint selskab

Ole Jørgen Hammeken fra Uummannaq er kommet i fornemt selskab som fuldgyldigt medlem af Explorers Club i New York, skriver Sermitsiaq.
Skrevet af mlk
08. januar 2008 07:40

Det er en af verdens mest berømte klubber for eventyrer, som mange af de største opdagelsesrejsende har været medlem af.

- Det, der faldt ud til min fordel, var, at jeg i 1998 var først på verdens nordligste bjergtinde, og at jeg i foråret sammen med erfarne fangere gennemførte en ny slæderute mellem Uummannaq og Ilulissat over indlandsisen,siger Ole Jørgen Hammeken til Sermitsiaq.

Eventyrklubben har et helt specielt forhold til Grønland. Det var nemlig ekspeditioner til Arktis og Grønland, som var den direkte årsag til klubbens fødsel i 1904. Amerikaneren Robert E. Peeary, Knud Rasmussen og Peter Freuchen har alle fremtrædende pladser i klubbens galleri.

Explorers Club har i dag 3.000 medlemmer fra hele verden.