Grønlandsk øjenvidne: Det var rædselsfuldt

Under terrorangrebet var østgrønlænderen Adolf Kristiansen tæt på begivenhedernes centrum.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
14. november 2015 15:32

Adolf Kristiansen, som er i Paris for at oversætte det østgrønlandske skriftsprog til vestgrønlandsk, dansk og fransk i forbindelse med en kunstudstilling, bor kun 250 meter fra et af de steder, som blev angrebet af selvmordsbombere.

- Lige da jeg kom ud af lejligheden hørte jeg et brag. Og efter ikke ret langt tid, kom politiet og ambulancer til stedet og begyndte at hjælpe de sårede, siger han til KNR.

Læs også Islamisk Stat står bag Paris-angreb

Læs også Varm og kongelig støtte ved Den Franske Ambassade i København

Adolf Kristiansen fortæller, at der også er soldater til stede og masser af helikoptere over Paris.

- Lige efter eksplosionen kom jeg til stedet. Men området var allerede afspærret, hvor politiet og soldaterne samt reddere sørger for de sårede.

Adolf Kristiansen er rystet over det forfærdelige syn, der mødte ham.

- Mange af de døde er helt maltrakteret af bomben. Der var sko og tøj over det hele. Det var virkelig uhyggeligt, fortæller Adolf Kristiansen, som stadig er berørt af situationen.

- Det er uhyggeligt at se så mange døde og sårede mennesker. Det opleves meget uvirkeligt, da vi i Grønland ikke oplever terror. Det er som om, jeg stadig drømmer.

Adolf Kristiansen fortæller også, at borgere i Paris er blevet bedt om at give blod til de mange sårede, som i øjeblikket bliver behandlet på sygehusene.