Grønland må melde afbud til futsal-turnering i Kroatien

GBU har valgt at melde afbud til en turnering i Kroatien, fordi det økonomisk ikke kan lade sig gøre.
Foto © : GBU
Skrevet af Mads Pedersen
27. december 2016 15:15

Flot grønlandsk futsal-præstation ved Nordic Cup i december, hvor Grønland vandt over 4-3 Norge og vandt anden halvleg mod Finland, blev kvitteret med en invitation til en VM-forberedende turnering i Kroatien, som skal foregå allerede i januar 2017. Grønland blev inviteret, selvom vi ikke skal med til VM. 

Men Grønlands Boldspil Union, GBU, har valgt at melde afbud af to grunde. For det første så er spillerne amatører og har derfor deres arbejde eller uddannelse at passe. For det andet er det et spørgsmål om økonomi. 

Det siger GBU-formand John Thorsen.

- Vi vidste godt, at mange af landsholdspillerne ville rejse til deres hjemby for at fejre julen med deres familier. Og derudover har de uddannelser og arbejde som de skal passe. 
- Som alle andre har de kun fem ugers ferie om året. Og hovedparten af ferien bruger de til at deltage i fodboldarrangementer, om det er grønlandsmesterskaber eller landskampe, om det er Futsal eller udendørs. Så det har vi også taget med i vores overvejelser, siger GBU-formanden til KNR.

Han mener ikke, at der er nok tid til forberedelse og få mest mulig udbytte ud af turneringen. 

Invitationen til Kroatien kom i december og GBU havde dermed kun en måned til at skaffe flere hundrede tusinde kroner, hvis futsal-landholdet skulle deltage. 

- Det er altid svært at skaffe midler ved slutningen af året, da fonde og sponsorer typisk har opbrugt deres budgetter, siger John Thorsen. 

Satser på en anden turnering

GBU-formanden vil hellere satse på en anden turnering, som skal foregå i Tjekkiet i marts-april 2017, en såkaldt fire-nationers turnering. 

- Det er mere realistisk, at vi satser på arrangementet i Tjekkiet, hvis vi skal have mest muligt udbytte, men det kræver, at vi har samarbejdsaftaler med blandt andet Elite Sport Greenland på plads, siger John Thorsen, der mener at Grønland skal have så mange kampe som muligt for at udvikle sig, siger han.