Elite Sport Greenland: Talentarbejde skal skabe nye OL-atleter

Grønland kan godt levere flere idrætstalenter som Martin Møller. Men det kræver talentudvikling og så skal børn og unge fastholdes i idrætten, siger Elite Sport Greenland.
Formand for Elite Sport Greenland og Nuunu efter underskrivelsen
Formand for Elite Sport Greenland. Foto © : Elite Sport Greenland
25. januar 2018 10:22

Selv med en lille befolkning som Grønlands på 56.000 borgere kan det godt lykkes at udvikle flere topidrætsudøvere i stil med Martin Møller.

Det mener formand for Elite Sport Greenland, Malik Hegelund Olsen.

- Der er potentiale til, at grønlandsk kan blande sig på den internationale scene, siger han.

Malik Hegelund Olsen nævner blandt andet tidligere langrends- og alpinskiløbere og de nuværende håndboldlandshold for både kvinder og mænd, som potentielle og nuværende talenter. 

LÆS OGSÅ Elite Sport Greenland: Vi mangler eliteudøvere

Men for at Grønland kan få, det vi kan kalde 'en ny Martin Møller', så handler det om at få udviklet mange talenter.

- Jo flere vi har i talentgruppen, jo flere er der, der kan nå det internationale niveau, siger han.

Og det kræver udviklinger af trænerne.

- Jeg tror, at via talent- og kompetenceudvikling af trænere kan vi få en større mængde talenter til at nå OL eller andre store internationale konkurrencer.

LÆS OGSÅ Laila Friis-Salling OL-imi peqataasussatut toqqagaasoq

Malik Hegelund Olsen påpeger desuden, at børn og unge bør bruge så meget tid på idræt som muligt. Og det må gerne være forskellige idrætsgrene, for det kan både udvikle motorikken og vænne børne til at yde noget inden for idrætten.

- Børn og unge skal bruge så lang tid som muligt på idræt på forskellige aktivitetsniveauer og discipliner. Og når man så når 15-16 års alderen, så kan man begynde at specialisere sig i en bestemt idrætsgren, siger han.

Det kan være en god idé at få udviklet nye idrætstalenter. Martin Møller har til KNR fortalt, at OL i Sydkorea sandsynligvis bliver den sidste internationale konkurrence for ham.

Udover Martin Møller er også den grønlandske freestyleskiløber Laila Friis-Salling udtaget til OL i Sydkorea.