Grådkvalt Jens B siger stop
- Vi har indkaldt til det her pressemøde, og det sker på baggrund af et bestyrelsesmøde, som blev afholdt igår. På det bestyrelsesmøde, der fremsatte jeg forslag om, at der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling den 15.marts, 2014, og jeg jeg meddelte min hovedbestyrelse, at jeg ikke genopstiller som formand, sagde Demokraternes formand Jens B. Frederiksen under det hasteindkaldte pressemøde denne formiddag.
Han trækker sig altså formelt som formand for Demokraterne den 15.marts i år, tre dage før Inatsisartuts forårssamling indledes.
Dermed slutter ni års politisk arbejde, da han første gang blev valgt ind i det daværende Landsting i 2005.
Hans nye stilling som vice president for True North Gems, er den direkte grund til, at han trækker sig helt ud af grønlandsk politik. Han mener nemlig, at en politisk post er uforenelig med en stilling i eksempelvis råstofsektoren:
- Jeg vil i fremtiden, hvis jeg fortsætter med at være medlem af Inatsisartut, der vil jeg ikke kunne udtale mig fra talerstolen omkring økonomi, omkring råstoffer, omkring mange andre ting, uden at jeg hele tiden skal blive beskyldt for, at jeg er i lommerne på råstofselskaberne. Det synes jeg selvfølgelig er beklageligt, men det er min klare holdning, at det parti som jeg er rigtig rigtig glad for, Demokraterne, skal kunne udtale sig uden overhovedet, at blive beskyldt for den slags ting, ligesom vi har kunne indtil nu, siger Jens B. Frederiksen.
Hans ansættelse i True North Gems, er blevet stærkt kritiseret fra flere sider, blandt andet sit eget bagland, og af den tidligere partifælle og tidliger medlem af Inatsisartut og Naalakkersuisut, Palle Christiansen:
- Altså, med hensyn til Palle Christiansen, så kommenterer jeg ikke på en person, som sidder nede i Danmark, hvad han siger, siger Jens B. Frederiksen.
Demokraternes ungdom har også sat spørgsmålstegn ved deres formands engagement i True North Gems, noget der også blev talt om ved hovedbestyrelsesmødet i går aftes:
- Med hensyn til vores ungdomsafdeling, der har vi naturligvis også talt om det på hovedbestyrelsesmødet i går. Og der er, det er, at selvfølgelig skal man have lov til at ytre sig om de forskellige politiske ting, der kan være af forskellig art. Vi har selv opfordret dem til det fra starten. Vær kritiske, også overfor os, men vi er også blevet enige om, at når det drejer sig om direkte personsager, så er det måske bedre vi taler med hinanden internt i partiet inden vi kommer ud, siger Demokraternes formand Jens B. Frederiksen.