BILLEDER Google Street View bringer Grønland ud i verden

Få klik med musen skal der til, og så kan alverdens netsurfere gå sig en virtuel tur ved Tasiusaq i Sydgrønland, eller køre rundt i Nuuk, Tasiilaq eller andre skønne steder i Grønland.
18. februar 2015 05:01

Og alt dette på grund af Google og deres velkendte Google Street View, en metode til at affotografere byer og steder, som har været på besøg i Grønland sidste år med en såkaldt ’trekker’.

Trekkeren er et mobilt kamerasystem med 15 objektiver, der tager billeder i alle retninger.

 

Billederne er blevet til takket være Asiaq i et koordineret samarbejde med Visit Greenland, hvor der henover sommeren er indsamlet mange kilometer med billeder fra de besøgte byer og bygder, og fra i dag af har Google altså gjort billederne tilgængelige online på Google Street View.

LÆS OGSÅ Google Street View kommer til Grønland

Populære gadekort over hele verden

Google Street View er på få år blevet et af de mest populære tjenester på internettet. For den enkelte bruger er Google Street View en oplevelse, som at være der selv, mellem husene, og der kan bruges mange timer på at kigge rundt og opdage nye detaljer.  
 
- Med få klik får man en klar fornemmelse af hele byen eller bygden og ved lige, hvordan huset, hvor man skal til kaffemik, ser ud, som Eva Mätzler fra Asiaq udtrykker det.

 

- Fra Google ved vi, at en ud af fem søgninger fører til, at en bruger kigger på kort og billeder fra et sted og et samarbejde med Google var således oplagt. Asiaq og Visit Greenland har udnyttet planlagte feltture rundt i Grønland til at optage billederne til Street View, fortsætter hun.

 

Win-win for Grønland 
Fra Visit Greenlands side har dette projektpartnerskab, som forventes at fortsætte ind i 2015 også med flere by- og bygdebesøg, været en klar ’win-win mulighed’ ifølge selskabets direktør, Anders Stenbakken. 

- For både internet-brugere, Grønland og Google er samarbejdet en fælles succes. Visit Greenland skal gøre flere turister interesseret i Grønland, og da Google i dag er det primære startsøgested for de fleste internet-brugere, er vi selvfølgelig kun interesseret i, at der er flest mulige brugbare informationer om landet på nettet, siger han. 
 
Google Maps har til formål at opbygge de mest præcise, brugbare og vidtfavnende kort over hele verden og i den forbindelse spiller Street View-kortene en særlig vigtig rolle. Grønland er globalt set særligt interessant på grund af naturen og den klimatiske betydning, så Google har haft stor interesse i at få flere oplysninger om Grønland, lyder det afslutningsvist fra begge selvstyreejede selskaber.

Se også Google Street View Greenland Highligths

Google Street View kan bruges i de afmærkede steder på kortet herunder:

Foto © : Asiaq/Visit Greenland