Godt nyt for fiskeriet: Nu starter forhandlinger om frihandelsaftale med UK

Storbritannien er blandt de absolut vigtigste markeder for fiskerieksporten, og derfor er det godt nyt, at officielle forhandlinger om en handelsaftale begynder.
Múte Bourup Egede med den britiske ambassadør på Storbritanniens ambassade i København. Foto © : Naalakkersuisut.
Skrevet af Mathies Hvid Toft
28. januar 2022 16:52

Lige siden Storbritannien meldte sig ud af EU, har der hersket usikkerhed om det videre salg til det vigtige marked for fiskerisektoren.

I stedet for fri eksport for de grønlandske fiskeselskaber har der nemlig været told på varerne og derved en nedgang i eksporten til verdens største marked for kogte og pillede rejer og et vigtigt marked for torskefileter fra Grønland.

Torsdag kunne Naalakkersuisut dog meddele, at man snart begynder officielle forhandlinger med Storbritannien om en handelsaftale.

Aftale til gavn for begge lande

I en pressemeddelelse fortæller formand for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA):

- En ny frihandelsaftale mellem vore lande vil gavne vores industri og være et springbræt for at udvikle vores bilaterale forhold til gavn for begge lande. Vi ser meget frem til forhandlingerne, og til at udforske de potentialer og muligheder, som et direkte forhold mellem os kan lede til.

Meldingen kommer efter, at han mødtes med den britiske ambassadør i Danmark i går torsdag.

LÆS OGSÅ Alvorlig krise i eksport til Kina: Hellefisk og rejer for millioner hober sig op

Der er ikke meldinger om præcis, hvornår forhandlingerne begynder, men det bliver inden for den nærmeste fremtid. I meddelelsen fremgår det videre:

- Formålet for frihandelsaftalen er at reducere eller fjerne UK’s toldafgifter på grønlandske fisk- og skaldyrsprodukter, når produkterne bringes ind i UK. Med UK som et vigtigt marked for Grønland er det vigtigt at genoprette de gode handelsrelationer mellem vore to lande.

Månedelige forhandlinger

Hvis aftalen bliver en realitet, vil det være et stort skridt for udenrigshandlen, da det bliver Grønlands første frihandelsaftale.

Over for Sermitsiaq oplyser departementschef i Departementet for Udenrigsanliggender Mininnguaq Kleist, at han er optimistisk for at få en aftale i hus.

Der skal fremadrettet være månedlige møder mellem grønlandske embedsfolk og embedsfolk fra Storbritannien.