Gode nyheder gør Moriusaq-mine endnu mere attraktiv

Bluejay Mining fortsætter de positive udmeldinger vedrørende deres mineprojekt i Nordgrønland, hvor selskabet vil udvinde ilmenit.
Undersøgelserne ved Moriusaq i Nordgrønland fortsætter denne sæson. Foto © : Bluejay Mining
Skrevet af Thomas Munk Veirum
23. maj 2018 07:50

Tirsdag oplyser selskabet, at det begynder på feltarbejde i juni, og arbejdet vil især koncentrere sig om et nyt område indenfor selskabets licens ved Moriusaq.

LÆS OGSÅ Direktør er optimistisk om mine ved Pituffik

Området hedder Iterlak, og det har også har vist sig at indeholde store mængder ilmenit. Det betyder, at den samlede forekomst af ilmenit i licensområdet vurderes til at være på 96 millioner tons:

- Det betyder, at minens levetid bliver betragteligt forlænget, siger Hans Jensen, der er direktør i Bluejay Minings grønlandske datterselskab - Dundas Titanium.

Bluejay Mining og Dundas Titanium vil beskæftige mellem 25 og 35 medarbejdere og i perioder op til 40 ansatte i forbindelse med de videre undersøgelser denne sæson.

Bruger mellem 50 og 80 millioner kroner i år

- Vi bruger i år mellem 50 og 80 millioner kroner, dertil kommer så alt hvad der måtte foregå i Bluejay regi, men som også vedrører det her projekt, siger Hans Jensen.

Undersøgelserne begynder i juni, og medarbejderne skal hovedsageligt bo i og ved den forladte bygd Moriusaq.

Direktøren forventer, at selskabet vil kunne tage næste skridt mod realisering af minen efter feltarbejdet denne sommer, hvor Dundas Titanium vil søge om udnyttelsestilladelse hos Selvstyret.

- Vi forventer at have en ansøgning indleveret inden årets udgang, siger Hans Jensen.

Han understreger, at der fortsat er en lang procedure, som selskabet skal igennem, men hvis alt går efter planen, så vurderer han, at en mine kan komme i drift om tre år.

Til den tid vil selskabet skulle bruge omkring 175 medarbejdere - de fleste vil være specialister, men 35-40 medarbejdere vil være lokale fra området.

Ilmenit bruges hovedsageligt som en ingrediens i hvid maling og fremstilling af titanium.