Direktør er optimistisk om mine ved Pituffik

God økonomi og en lang levetid med få konsekvenser for miljøet er nogle af de ting, som mineselskabsdirektøren Roderick McIllree fremhæver om sit projekt i den nordlige del af landet.
- Det handler kun om sand. Vi skal ikke bruge nogen stor mineinfrastruktur, vi skal ikke springe noget, der er ingen støv, for vi skal ikke knuse noget eller bruge kemikalier bortset fra diesel. Mineralet skal udvindes ved en simpel tyngdekraft separation, siger Roderick McIllree. Foto © : BlueJay Mining
Skrevet af Thomas Munk Veirum
03. maj 2017 09:21

Udvinding af ilmenit fra strandene ved Moriusaq syd for Qaanaaq vil skabe arbejdspladser i mange årtier, og de miljømæssige påvirkninger vil være begrænsede, siger selskabets direktør Roderick McIlree.Verdensnaturfonden mener dog, at sejladsen til og fra minen bør undersøges grundigt.

- Det er en mine, der har meget lave økonomiske omkostninger, den er profitabel, den kan muligvis fungere i op til 100 år, den har et lille miljømæssigt aftryk og den kan skabe arbejdspladser i Qaanaaq i et godt stykke tid, og det er det vi har fokus på, lyder det fra direktør i BlueJay Mining, Roderick McIllree.

Han står i spidsen for selskabet, der nu har sat gang i processen med at opnå tilladelse til at drive en mine på strandene ved den forladte bygd Moriusaq.

9 milliarder tons ilmenit ved Moriusaq

Sandet har nemlig et højt indhold af ilmenit, der bruges til produktion af titanium.

- GEUS har netop anslået, at der kan være op til 9 milliarder tons ilmenit i området. Det har en markedsværdi på omkring 300 dollars pr ton, siger McIllree.

LÆS OGSÅ Mineselskab vil undersøge fangstområdet

WWF - Verdensnaturfonden er part i en høring om projektet som Selvstyret i øjeblikket afholder. Seniorrådgiver Mette Frost arbejder på miljøorganisationens høringssvar, og hun skriver i en mail til KNR:

- At sejlads kan være et issue, der skal undersøges ordentligt, så man undgår at sejle igennem vigtige habitater eller sejle på tidspunkter, hvor havpattedyr er særligt følsomme overfor forstyrrelser. Her kan man stille krav, der forbyder sejlads igennem de mest sårbare områder eller på de mest sårbare tidspunkter, skriver Mette Frost.

McIllree: Ingen støv eller kemikalier

Roderick McIllree har store forventninger til, at minen bliver en realitet, blandt andet fordi han vurderer de miljømæssige konsekvenser som begrænsede.

- Grunden til det er, fordi det kun handler om sand. Vi skal ikke bruge nogen stor mineinfrastruktur, vi skal ikke springe noget, der er ingen støv, for vi skal ikke knuse noget eller bruge kemikalier bortset fra diesel. Mineralet skal udvindes ved en simpel tyngdekraft separation, siger Roderick McIllree.

LÆS OGSÅ Mineprojekt ved Pituffik kan beskæftige op til 100 personer

Roderick McIlree forventer, at BlueJay Mining skal rejse i omegnen af 500 til 600 millioner kroner for at få gang i minen.

Selskabet arbejder på at få kunder til at aftage ilmenit, så produktionen kan begynde, så snart selskabet har opnået sin udnyttelsestilladelse, hvilket McIllree håber vil ske i 2018.