GIF indgår sponsoraftale med NIKE

01. september 2006 10:46

Grønlands Idræts Forbund og NIKE fortæller, at forbundet har indgået en sponsorkontrakt med det verdensomspændende tøjfirma NIKE.

Første gang grønlandske landsholdsudøvere vil præsentere den ny beklædning bliver til Island Games 2007, som foregår i slutningen af juni næste år på Rhodos. Aftalen gælder foreløbig indtil Arctic Winter Games 2008.

Ifølge GIF’s formand Nuka Kleemann er det en historisk aftale, da det er første gang GIF indgår en direkte aftale med en international tøjproducent. Aftalen betyder, at NIKE leverer fritidstøj, indmarchtøj, træningsdragter, T-shirts med mere, til omkring 100 deltagere ved Island Games og helt op til 160 deltagere ved Arctic Winter Games, fortæller Nuka Kleemann,.

Det er løberen Kim Godtfredsen, som har stået for den indledende kontakt til NIKE, og aftalen er netop underskrevet på et møde i København mellem NIKE og GIF.

Dermed kommer Grønland i fint selskab med f.eks. golfspilleren Tiger Wood, en række atletikstjerner, og f.eks. Barcelona og Brasiliens fodboldlandshold.