Genopfører ikke bygd i år
Nuugaatsiaq blev hårdest ramt, da flodbølgen skyllede ind over bygden og tog fire mennesker med sig.
Alle borgere er blevet evakueret og der kommer til at gå lang tid, før de kan vende hjem.
- Der er ikke sket de store ændringer, vi regner med at bygden ikke kan genopbygges i år, siger forvaltningschef i Qaasuitsup Kommunia, Sivso Dorph.
LÆS OGSÅ Her rammer flodbølge Nuugaatsiaq
- Det vil sige, at folkene derfra de må prøve at finde frem til, hvor de så vil opholde sig efterfølgende. Om det bliver Uummannaqområdet eller længere syd på.
Bølger truer Illorsuit
Indbyggerne fra Illorsuit må også væbne sig med tålmodighed.
Beredskabet har nemlig lavet beregninger på, hvor høje bølger et nyt fjeldskred vil forårsage.
- Og man vurderer, at bølgerne vil have en rimelig høj højde ved Illorsuit. Derfor kan man ikke vende tilbage til Illorsuit endnu.
Nuugaatsiaq Arktisk Kommando/Palle Lauritsen
Niaqornamiut mangler båd
Bedre ser det ud for borgerne fra Niaqornat. Grønlands Politi har meddelt, at der ikke længere vurderes at være konkret fare for indbyggerne i Niaqornat, Saattut, Ukkusissat, Ikerasak, Qaarsut samt Uummannaq. Derfor må de evakuerede fra Niaqornat nu vende hjem.
LÆS OGSÅ Aasiaat stod klar med åbne arme
22 personer fra Niaqornat blev evakueret til Aasiaat og det tager lidt længere tid at få dem tilbage.
- Vi leder efter et skib, der vil være i stand til at sejle folk fra Aasiaat op til Niaqornat. Lige nu er det et problem, fordi hvis det er en Targa vi skal leje, så skal vi tanke undervejs og det er den ikke stor nok til, siger Dorph, som forklarer at de arbejder på at få fat i et større skib.
De resterende Niaqornat-borgere er i Uummannaq og de har allerede haft mulighed for at vende tilbage.
- Men aktuelt ved jeg ikke om der er nogen, der er vendt tilbage.