GE: Magthavernes mangel på mod hæmmer udviklingen
Direktøren for Grønlands Erhverv mener, at de vigtige konklusioner fra den netop udkomne rapport fra Økonomisk Råd skal tages til alvorligt af politikerne.
Det er nu der skal handles og det hjælper ikke at udskyde reformerne. For i sidste ende er det børnene, som kommer til at betale regningen.
- Med vores briller på, så står der at det virkelig haster med at få de politiske løbesko på. Ellers ender regningen for vores manglende politiske handelskraft i vores børneværelser. Det er vores børn og unge der kommer til at betale for de problemer som vi ikke selv kunne løse. Og det er urimeligt, siger Brian Buus Pedersen.
Læs også Grønlands Økonomiske Råd kritiserer finanslovsforslaget
Han er på linje med Økonomisk Råd, der kritiserer Naalakkersuisuts seneste forslag til finanslov, som opererer med et underskud på knap 100 millioner kroner.
- Man bruger alt for lidt vand for den ildebrand som er ved at starte i de offentlig finanser, siger han.
Selvom landet har mange muligheder for at tjene penge, er det magthavernes mangel på mod, der hæmmer udviklingen.
- Vi vil gerne fremhæve optimismen i det her også. Vi har store ressourcer i Grønland og muligheder at få gang i hjulene. Det kræver bare vi har mod til at træffe de nødvendige beslutninger. Det er som om vi altid er udenom og mangler politisk mod.