Futsal: Grønland slutter som nummer fire

Den nordiske futsalturnering Nordic Cup sluttede lørdag med norsk triumf og nyt grønlandsk nederlag efter spændende kamp mod Danmark.
Futsal landshold december 2021
Grønlands spillere i den sidste kamp i Nordic Cup lørdag eftermiddag Foto © : Vivi Fleischer
Skrevet af Noah Mølgaard
20. december 2021 11:54

Nordic Cup i futsal blev en uforudsigelig affære.

Uafgjorte kampe og sejre, der kom efter klart nederlag i forrige kamp, var med til at øge spændingen, da turneringen sluttede lørdag.

Point og målscore viste, at vinderen af lørdagens kamp mellem Grønland og Danmark ville stå som bronzevindere.

Grønland fik også en god start og så ud til at have styr på kampen indtil 4-4. Derfra trak Danmark fra og kampens slutcifre på 7-4 til Danmark blev ikke retvisende for spændingen.

Resultater i Nordic Cup

Sverige - Grønland 7-1

Norge - Danmark 5-1


Sverige - Danmark 2-2

Norge - Grønland 2-2

Sverige - Norge 2-3

Danmark - Grønland 7-4

1. Norge
2. Sverige
3. Danmark
4. Grønland

- Vi mærker ved turneringer i udlandet, at vores modstandere har større kamperfaring, siger træner Lôke Svane til KNR.

Kun mesterskaber én gang om året

Og hans udtalelse bliver bakket op af anfører på holdet.

- Vi mødes kun til grønlandsmesterskaber én gang om året herhjemme, mens vores modstandere spiller mange kampe i deres liga hele vinteren, siger Grønlands anfører Lars-Erik Reimer til KNR.

- Vi skal tænke i nye baner, hvis vi skal udvikle os yderligere. Det er ikke nok med én mesterskabsuge om året, siger han.

Det grønlandske landshold i futsal er god blanding af rutinerede spillere og yngre spillere, hvor flere prøver kræfter i Danmark og Sverige.

- Jeg er meget stolt af vores spillere, og der er masser af udviklingspotentiale. Jeg håber, at flere vil søge udfordringer udenfor Grønland og dermed høste større kamperfaring, siger Lôke Svane.

Grønland sluttede på fjerde pladsen, mens Norge slog værterne fra Sverige i kampen om guldet.