Fremtiden for fabrik i Aasiaat er stadig usikker
Fiskefabrikken i Aasiaat er truet af lukning.
- Og det er ikke bare tal, det er mennesker, sagde medejer af Polar Seafood Laila Friis Salling i weekenden, da hun talte til demonstranterne.
Men på trods af den negative konsekvens, det vil have for byen, er der ikke en konkret løsning lige nu.
- Jeg har hørt jeres bekymringer, og jeg forstår dem. Men jeg kan se, at vi gennem vores løbende dialog nærmer os en løsning. Derfor er jeg tryg ved, at vi finder en løsning gennem forhandlinger, siger naalakkersuisoq Peter Borg.
Smilene udebliver
Den udmelding får dog ikke smilene frem hos byens borgere.
- Jeg kan personligt ikke sige, at jeg har fået håb. Jeg har ikke hørt noget om, at der bliver gjort noget for, at den kan åbne igen, siger Daaja Frederiksen, der er medejer af fabrikken.
Hvis fabrikken lukker, vil det ikke kun få konsekvenser for fiskerne. Også andre erhverv vil blive ramt.
- Arbejdspladser, der er relateret til fabrikken, vil også blive ramt, siger Daaja Frederiksen.
Det er altså ikke kun fabrikken og medarbejderne der, der vil mærke det.
Til demonstrationen læste arrangørerne udtalelser op fra andre bekymrede virksomheder, der frygter, at de enten må reducere antallet af ansatte eller helt lukke.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, fabrikken er lukningstruet og måtte dreje nøglen om. Det skete i 2005, og det kunne mærkes på befolkningen et par år senere, hvor knap 300 mennesker havde forladt byen.
Og ifølge arrangøren af weekendens demonstration er det nødvendigt med hurtig politisk handling, hvis fabrikken ikke igen skal lukke og slukke.
Det er noget, der ifølge borgmester Simigaq Heilmann er gået i gang:
- Vi har nedsat en arbejdsgruppe, som allerede har holdt møde, og vi har haft haft seks møder med naalakkersuisut, så nu venter vi på datoen for det næste møde, siger borgmesteren.
Hvad der er kommet ud af mødet, nævner borgmesteren ikke, men den ansvarlige naalakkersuisoq, Peter Borg, forsikrer, at naalakkersuisut vil arbejde hårdt for at holde liv i fabrikken.