Fra knogler til kornet grød: Klimatruslen tærer på kulturarven

Forskere fra blandt andre Grønlands Nationalmuseum får pris for at kortlægge klimatruslen mod Grønlands arkæologiske kulturarv.
Forskningsprojektet REMAINS of Greenland sluttede sidste år og har nu modtaget en europæisk pris for projektet. Foto © : Roberto Fortuna
Skrevet af Anders Dall
27. august 2020 08:03

Der findes 6.000 registrerede arkæologiske lokaliteter i den grønlandske jord, som kan gøre os klogere på, hvordan mennesker har levet her i landet.

Men forandringer i klimaet får permafrosten til at smelte, og det truer den arkæologiske kulturarv. Det har et forskerhold netop fået en pris for at afdække.

30 til 70 procent af den arkæologiske kulturarv i Grønland kan være nedbrudt i løbet af de næste 80 år.

LÆS OGSÅ Grønlands historie er i fare for at smelte væk

Det viser resultaterne fra forskningsprojektet Remains of Greenland. Holdet bag har netop modtaget den prestigefyldte European Heritage Prize for sit arbejde med at kortlægge klimatruslen mod Grønlands kulturarv.

Holdet tæller forskere fra Grønlands Nationalmuseum, Danmarks Nationalmuseum og Center for Permafrost ved Københavns Universitet.

Museum: En kæmpe udfordring

Det er første gang, at prisen går til et projekt på en kulturhistorisk institution i Danmark og Grønland.

Og det vækker glæde hos Grønlands Nationalmuseum:

- Vi synes, at det er en fantastisk anerkendelse af vores arbejde med at kunne forstå, hvad der sker med kulturarven, når klimaforandringerne sætter ind, siger Christian Koch Madsen, der er museumsinspektør på Grønlands Nationalmuseum.

- Vi håber, prisen kan være med til at sætte fokus på, at der en kæmpe udfordring, som man ikke tidligere har været opmærksom på i forhold til den her lidt specielle bevaring af kulturminder, der er i Arktis, uddyber han.

Det er særligt bevaringsforholdene i bunden af de grønlandske fjorde, som er under pres. Her findes der mange efterladenskaber fra Grønlands gamle kulturer. Blandt andet nordboernes bygder.

Hotspots

Og her kan mere end 35 procent af det organiske materiale være nedbrudt inden for 30 til 80 år, skriver Nationalmuseet i København i en pressemeddelelse.

- Med projektet har vi kunnet udpege hotspots, hvor klimaforandringerne udgør en alvorlig trussel, og det kan give en idé om, hvor der skal sættes ind først, siger seniorforsker ved Nationalmuseet i København, Jørgen Hollesen.

- I Nuuk-området findes nogle af de områder, hvor vi ved, at man fandt en masse genstande og knogler for 40 år siden, men i dag kan vi se, at der ikke er meget af det tilbage. Der var knogler engang, men nu er det bare finkornet grød, tilføjer han.

LÆS OGSÅ Grønland sveder: Væsentligt varmere end normalt

De arkæologiske levn holder sig bedst i kolde, fugtige og ildfattige miljøer. Men de forhold forsvinder i takt med temperaturstigninger, som særligt nedbryder organisk materiale som træ, DNA og knogler.

Det var European Associacion of Archaeologists, som hædrede det dansk/grønlandske projekt med prisen.

De lagde i sin begrundelse vægt på, at forskningsprojektet har ydet et vigtigt og nuanceret bidrag til at forstå klimaændringernes effekt på den arkæologiske kulturarv.