Fotograf får rettighederne over abeselfie

En usædvanlig strid om ophavsret mellem en fotograf og en stor abe, har nu endelig fundet sin afgørelse.
Det var en makak abe som denne, der tog den berømte selfie Foto © : Michelle Bender/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
13. september 2017 09:53

Det startede i en jungle i Indonesien i 2011, da en makak abe kaldet Naruto snuppede et kamera fra fotografen David Slater.

Aben præsterede at tage et fantastisk selvportræt, som senere har givet anledning til en kamp om rettighederne til billedet - og den kamp har mennesket nu vundet.

Det fortæller DR.

David Slater har hele tiden ment at ophavsretten til abens foto var hans. På den anden side har dyrerettighedsorganisationen Peta argumenteret for, at aben er kunstneren bag og dermed bør eje rettighederne til billedet, fordi den selv trykkede på udløseren.

Striden mellem de to parter har stået på siden 2014, men nu er parterne altså endelig nået til enighed og har indgået et forlig: David Slater får ophavsretten til billedet.

Til gengæld skal han nu donere 25 procent af fremtidige indtægter på billedet til organisationer, der er dedikeret til at beskytte abens leveområder og andre vildtlevende makak-aber i Indonesien.