Forsvarsminister vil have flere grønlændere i Arktisk Kommando

Den danske forsvarsminister vil have flere grønlændere i Arktisk Kommando, det skriver Sermitisaq.ag.
Forsvarsministeren ønsker, at flere grønlændere trækker i uniform og arbejder for Arktisk Kommando. Det kan betyde flere grønlændere på eksempelvis skibet Lauge Koch. Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Merete Lindstrøm
17. september 2019 06:32

Forsvarsminister Trine Bramsen mener nemlig, at der er behov for viden om Arktis i forsvaret, som man kun kan få ved at være opvokset her i landet.

- Jeg vil gerne have, at der er flere med forståelse af det arktiske område, som bliver en del af forsvarets tilstedeværelse i Grønland, siger Trine Bramsen til Sermitsiaq.ag.

I november sidste år var der afprøvning til værnepligt i Nuuk for første gang nogensinde, og det fik omkring 30 unge til at dukke op.

Cirka halvdelen af de unge var kvinder, oplyste kaptajn og ansvarlig for afprøvning til værnepligt i Grønland, Dennis Rasmussen, til KNR dengang.

LÆS OGSÅ Succesfuld afprøvning til værnepligt i Nuuk

Og måske det ikke bare er afprøvning, der skal foregå på denne side af Atlanterhavet. Nu taler den danske forsvarsminister om, at den første del af uddannelsen som værnepligtig kan foregå i Grønland i fremtiden for at lokke flere unge til at melde sig her i landet.

Ifølge Sermitsiaq.ag har Bramsen sammen med Selvstyret nedsat et fælles uddannelsesforum, der blandt andet skal se nærmere på værnepligt målrettet grønlandske unge.