Forsvaret har fået et antal danskere ud af Afghanistan

En gruppe danskere og nordmænd er blevet evakueret ud af Afghanistan, oplyser Trine Bramsen natten til mandag.
- Vi er meget optaget af, at vi får hjulpet så mange mennesker, som det overhovedet er muligt inden for den målgruppe, som vi har et ansvar for at løfte ud, sagde forsvarsminister Trine Bramsen. Foto © : Philip Davali/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
16. august 2021 09:45

En gruppe danskere og nordmænd er søndag aften "under meget vanskelige omstændigheder" blevet evakueret ud af Afghanistan.

Det oplyser forsvarsminister Trine Bramsen natten til mandag på Twitter.

- Jeg kan oplyse, at det søndag aften, under meget vanskelige vilkår, lykkedes Forsvaret at evakuere en gruppe danskere og nordmænd ud af Afghanistan. Jeg har for nuværende ikke yderligere at oplyse om operationen, skriver hun.

Antallet af evakuerede personer oplyses ikke.

LÆS OGSÅ USA advarer om sikkerhed i Kabul-lufthavn under Taliban-indtog

Mandag morgen oplyser forsvarsministeren, at der stadig er danskere i Afghanistan.

- Danske militære fly er i området omkring Afghanistan. Situationen er meget alvorlig, og det er svært at operere, men det er yderst vigtigt for at kunne evakuere, at de danske militære fly er operative, siger den danske forsvarsminister Trine Bramsen.

Lufthavnen i Kabul er i øjeblikket lukket for alle andre fly end militære.

Søndag indtog den militante islamistiske bevægelse Taliban Kabul. Det skete, efter at bevægelsen de seneste dage havde overtaget store områder af Afghanistan.