USA advarer om sikkerhed i Kabul-lufthavn under Taliban-indtog

Fra Kabul er der meldinger om beskydning af lufthavn, eksplosioner og Taliban-overtagelse af præsidentpalads.
USA har i hast evakueret folk fra ambassaden i det krigshærgede land. Foto © : Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. august 2021 18:41

Taliban-krigere er søndag gået ind i Kabul, og Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, har forladt landet under den militante bevægelses hastige indtog.

Samtidig oplyser den amerikanske ambassade, at der muligvis er blevet affyret skud mod lufthavnen i Afghanistans hovedstad søndag aften lokal tid.

- Sikkerhedssituationen ændrer sig hurtigt i Kabul, heriblandt ved lufthavnen. Der er meldinger om, at lufthavnen er under beskydning. Derfor instruerer vi amerikanske borgere i at søge dækning, skriver ambassaden i en sikkerhedsopdatering.

To kilder med kendskab til situationen i lufthavnen kan dog ikke bekræfte meldingerne om affyring af skud der.

Det er netop i den afghanske lufthavn, at diplomater, embedsmænd, afghanere, amerikanere og allierede er flygtet hen.

Hundredvis af afghanere - nogle af dem ministre i regeringen samt civile, børn og kvinder - er stimlet sammen i en terminal og venter desperat på fly ud af Kabul.

- Lufthavnen er ude af kontrol. Regeringen (i Afghanistan, red.) har forrådt os, siger en embedsmand, der er på stedet. Vedkommende udtaler sig anonymt til Reuters af hensyn til sin sikkerhed.

I en pressemeddelelse tidligere søndag, oplyste Udenrigsministeriet, at medarbejdere på Danmarks ambassade i Kabul natten til søndag blev flyttet til Kabuls lufthavn.