Demokraterne: Forståeligt at redegørelsen bliver trukket tilbage

Demokraterne udtrykker forståelse for, at der skal laves ændringer i Landsplanredegørelsen inden den skal debatteres i Inatsisartut.
Foto © : KNR
13. oktober 2016 05:15

Redegørelsen blev i denne uge trukket fra efterårssamlingen, med begrundelsen, at der er forskel i den danske og den grønlandske version.

Og det er helt i orden, siger Demokraternes politiske ordfører Justus Hansen.

- Det her med at trække redegørelsen tilbage, det har jeg fuld forståelse for, siger han.

Det er man ikke helt enig i hos oppositionen.

Læs også Naalakkersuisut vil ikke debattere Landsplanredegørelsen

IA er utilfredse med dele af rapporten, men kritiserede alligevel, at den ikke bliver diskuteret på årets samling, fordi den indeholder alvorlige emner om blandt andet bygdelukninger.

Men selvom Demokraterne ligesom IA gerne ville have debatteret indholdet, så tager de altså tilbagetrækningen af rapporten til efterretning.

Der er dog stadig en ting, der undrer Demokraterne en smule.

Redegørelsen skulle debatteres tirsdag, den var omdelt til medlemmerne af inatsisartut og blev sendt i offentlig høring tilbage i juni.

Læs også Kim Kielsen skrotter Landsplanredegørelse

Alligevel valgte Kim Kielsen først at skride ind, og fjerne punktet fra dagsordenen, dagen før den skulle behandles.

- Ja, det ser også lidt mærkeligt ud og det undrer også os i Demokraternes gruppe, hvorfor den blev trukket. Men så må vi jo bare tage de begrundelser, der er kommet fra Naalakkersuisut til efterretning, siger Justus Hansen.

Ifølge Kim Kielsen vil Landsplanredegørelsen blive ændret og rettet og præsenteret igen i 2017.