VIDEO Forsoningskommissionen savner grundig undersøgelse af ”Eksperimentet”
- Først og fremmest så betyder det jo en hel masse for dem, der var berørt af det.
- Det er helt i orden, at ansvarlige organisationer og måske også i sidste ende myndighederne siger undskyld til de berørte, siger Jens Heinrich til KNR.
I et samarbejde mellem den danske stat og de to organisationer Red Barnet og Røde Kors blev 22 grønlandske børn i alderen fra 5 til 8 år taget fra deres familier og sendt til Danmark i halvandet år i et forsøg på at gøre børnene så danske, at de kunne tage hjem og udvikle Grønland i dansk retning.
Læs også Red Barnet undskylder for Eksperiment-deltagelse
I stedet glemte mange af dem deres grønlandske sprog og kultur og blev placeret i et børnehjem i Nuuk i stedet for hos deres egne familier, da de returnerede i 1952.
Tine Bryld og film langt fra nok
Forsoningskommissionen med historiker Jens Heinrich og Ida Mathiassen i spidsen mener, at det er godt for de berørte, at de får en undskyldning men mener samtidig, der er behov for en grundig undersøgelse for at få en forståelse af, hvorfor man sendte de mange børn ud til Danmark.
- Som det er nu, er eksperimentet ikke undersøgt fra officielt hold.
- Tine Bryld har lavet en rigtig god bog, som har taget sagen op, og der er lavet en film. Men den er jo ikke undersøgt til bunds.
- Hvad der skete forud og, hvad det var for nogle tanker, der lå bag hele eksperimentet. Altså hele sagen bør undersøges grundigt, siger Jens Heinrich.
Læs også Eksperiment-børn kræver undskyldning før forsoning
Han mener, at både de danske og grønlandske myndigheder sammen skal lave en undersøgelse for at få en forståelse af, hvad der egentlig skete dengang.
- Det må jo meget gerne være et samarbejde mellem Danmark og Grønland.
- For eksempel at Selvstyret og den danske regering enes om at undersøge denne her sag, som stadig nager i Grønland, siger Jens Heinrich.
Læs også Forsoningskommissionen på oplysningstur i Nordgrønland
I 2010 undskyldte Red Barnets daværende generalsekretær, Mimi Jakobsen, i en dansk radioavis for organisationens deltagelse i Eksperimentet. Men børnene fra dengang blev aldrig orienteret om undskyldningen. Derfor ønsker man nu en ny.
Red Barnet vil efter undskyldningen på torsdag lægge en skriftlig erklæring om sagen på sin hjemmeside, oplyser organisationen.
Dansk Røde Kors undskyldte i 2010 sin rolle i forløbet, men har ikke tænkt sig at indkalde til et særligt møde med de tilbageværende "børn", oplyser organisationen.
Den danske stat har aldrig officielt undskyldt for projektet.
Den 22. oktober kl. 22 kan du på KNR TV se programmet "Mens vi venter på undskyldningen", hvor Kristine Heinesen og Carla Lucia Knakkergaard fortæller deres personlige erfaringer med eksperimentet.