Forskere advarer mod at skære i Arktis-studier

Vi smider uvurderlig historie og viden om Arktis ud, hvis uddannelse lukker, mener forskere og erhvervsgruppe.

Forskere og en erhvervsgruppe advarer mod lukningen af Eskimologi og Arktiske Studier, da et punktum for uddannelsen ifølge dem kan betyde tab af vigtig historie og viden om Arktis, skriver Dagbladet Information.

Eskimologi og Arktiske Studier er en af 13 uddannelser på Humanistisk Fakultet på Københavns Universitet (KU), der lukker for optag i 2016 og helt risikerer at lukke i 2017.

Læs også Universitet sætter stopper for Eskimologi-studie

Men Danmark smider guld på gaden, hvis Arktis-studierne lukker, mener forskere.

-  Lige nu opruster rigtig mange lande deres kompetencer og viden om Arktis grundet ressourcerne i regionen, muligheder for øget skibstrafik og klimaforandringerne, siger lektor i eskimologi Frank Sejersen til Information.

Han peger på, at lukningen af det lille studie kan blive et stort tab af historie og viden.

- Danmarks historiske relation til Grønland gør, at vi i århundreder har opbygget en meget stor videnskab om især grønlandsk sprog, kultur, samfund og historie.

- De risikerer at gøre det af med en lang række vigtige småfag, og det er et kæmpe tab, siger Frank Sejersen.

Dekan på humaniora Ulf Hedetoft appellerer også til politikerne om at se på bevillingerne til de små fag, som de 13 lukningstruede uddannelser hører til, da de langt fra dækker udgifterne til uddannelserne.

Læs også Studenter vil sætte fokus på Arktisk 

I oktober vurderede investeringsselskabet Guggenheim Partners, at der vil blive investeret en billion dollar i Arktis de næste par år.

Det betyder et øget behov for ekspertviden om Arktis, siger sekretariatsleder i Arctic Business Network (ABN) Ellen Arnskjold til Information.

- Vores virksomheder har i høj grad behov for forskning og uddannelse om Arktis, derfor er det beklageligt og begrædeligt, at KU lukker for optaget.

- Det er et uheldigt signal at sende, når Arktis er på dagsordenen i så mange sammenhænge både politisk og i virksomhederne, siger hun til avisen.

/ritzau/

 

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Live flyinformation ank./afg.

TTV s 350 Aktuel TV oversigt

TTV s 610 Aktuel Radio oversigt