Forsinkelser og aflysninger plager stadig Air Greenland og Disko Line

Trafik i luften og på vandet er stadig plaget af aflysninger efter mandagens uvejr.
I går indstillede Air Greenland al flyvning på grund af vejret, og 232 passagerer blev ombooket kort før klokken 14. Kun en enkelt rute mellem Aasiaat og Kangerlussuaq forblev åben.
21. januar 2020 11:16

Passagerer hos Air Greenland skal væbne sig med tålmodighed. Dagens flyvninger er nemlig udfordret på grund af aflysninger og forsinkelser.

I Nuuk klokken 10.30 er ni ankomster ramt af forsinkelser eller aflysninger, og otte afgange fra hovedstaden er også udfordret af dagens vejr.

I Ilulissat er én ankomst fra Kangerlussaq aflyst, og fem afgange fra Ilulissat er ramt af forsinkelser eller aflysninger.

I Qaqortoq i Sydgrønland er alle ankomster og afgange aflyst klokken 10.30. 

Flyselskabet forventer dog at komme i mål med dagens program på nær i Sydgrønland. 

- Alt i alt ser det ud som om, at vi får løst det hele i dag - dog med den lille bemærkning at Narsarsuaq først bliver løst i morgen. Sydgrønland måtte vi aflyse i dag på grund af dårlig sigtbarhed, siger Niels Chemnitz Frederiksen, der er operationschef i Air Greenland. 

LÆS OGSÅ Air Greenland indstiller al flyvning, og politi fraråder unødig udkørsel i Nuuk

Det er mandagens hårde blæst og sne, der stadig plager flyselskabet. I går indstillede Air Greenland nemlig al flyvning på grund af vejret, og 232 passagerer blev ombooket kort før klokken 14. Kun en enkelt rute mellem Aasiaat og Kangerlussuaq forblev åben.

Ifølge DMI spår vejrudsigten bedre vejrforhold i dag. Der er dog lagt op til storm i Østgrønland i morgen.

Disko Line har også problemer

Transportselskabet Disko Line er også ramt af det dårlige vejr, og transportselskabet melder forsinkelser og aflysninger for dagens program.

Vi er som resten af kysten desværre også ramt af dårligt vejr. Det dårlige vejr har betydet forsinkelser, ændringer eller aflysninger både i syd, midt og i Diskobugten, siger administrerende direktør i Disko Line, Noëlle Simoud.

LÆS OGSÅ DMI: Piteraq-varsel i Tasiilaq og kraftige snebyger på vestkysten

I Diskobugten ser vejrudsigten desværre ikke for godt ud for i morgen, onsdag, men vi flyver i det omfang, vejret og sikkerheden tillader det.

Vi beklager selvfølgelig de gener, som ændringer, forsinkelser og aflysninger måtte have for vores kunder – men der arbejdes på højtryk, for at vores kunder frem til deres destinationer.