Forsøgsfiskeri åbner i Nordøstgrønland

Naalakkersuisut besluttede denne uge at åbne for forsøgsfiskeri i Nordøstgrønland, mere præcist nord for 67N i 2017.
Foto © : Nick Rahaim/Flickr Creative Commons
Skrevet af Inge S. Rasmussen
05. maj 2017 06:51

Et forsøgsfiskeri defineres som et fiskeri, som vil udforske ukendte arter og/eller områder samt udforske fiskeri med nye metoder og redskaber.

Forsøgsfiskeriet i Nordøstgrønland dækker over fiskeri efter hellefisk, torsk, helleflynder og andre arter.

Samtidig følger der visse betingelser med forsøgsfiskeriet:

Kvoten er på 1.000 tons, hvoraf blot 400 tons må være hellefisk. Der kan gives tilladelse til fiskeri med line, trawl, garn, tejner og faststående garn.

Fiskeriet skal foregå fra basislinjen og ud til EEZ. Der må ikke anvendes garn på dybder over 200 meter.

Selskaber der vil ansøge skal indsende en såkaldt fiskeriplan til Departementet.

Fiskeriplanen skal redegøre for, hvordan selskabet har tænkt sig at sprede forsøgsfiskeriet i området. I sagsbehandlingen af ansøgere vil der blive lagt vægt på fiskeriplanen, fremgår det af Naalakkersuisuts hjemmeside.