Forfatningskommissionen nægter fortsat at arbejde

Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
05. januar 2018 16:37

I en pressemeddelelse skriver Forfatningskommissionens formandskab, at den fortsat ikke vil arbejde før Naalakkersuisut har godkendt et nyt arbejdsgrundlag for kommissionen.

Reaktionen kommer efter, at naalakkersuisoq for selvstændighed, Suka K. Frederiksen i torsdagen Qanorooq udtalte, at hun i begyndelsen af december forlangte at kommissionen genoptog arbejdet.

Forfatningskommissionen nedlagde arbejdet i begyndelsen af november, fordi der er opstået tvivl om Mala Høy Kuko og Ane Hansens fortsatte medlemsskab af kommissionen.

LÆS OGSÅ Kommissionen skal genoptage arbejdet

- Indtil det var bragt i orden besluttede vi at sætte vort arbejde i bero i håb om, at Naalakkersuisut i henhold til deres ansvar som arbejdsgivere, ville løse problemet hurtigt, fordi vi ikke ønskede at arbejde videre i strid med vort arbejdsgrundlag, skriver kommissionen i meddelelsen.

Meddelelsen er underskrevet af formand Vivian Motzfeldt (S) og næstformand Mimi Karlsen (IA). De skriver også, at kommissionen er klar til at arbejde, så snart Naalakkersuisut har godkendt et nyt arbejdsgrundlag.

Kommissionen vil arbejde til 2020

Kommissionen oplyser også, at den i 2017 har lavet en arbejdsplan frem mod 2020:

- Vi agter at bruge år 2018 til at fokusere på folkeoplysning og information, og at vi agter at benævne år 2019 som borgernes år, hvor vi arbejder med et forslag til en forfatning i et nært samarbejde med og tæt inddragelse af borgerne, samt, at vi agter at afslutte vort arbejde med udgangen af år 2020.

LÆS OGSÅ Motzfeldt skal ikke blande sig i kommissionens sammensætning

Bevillingen til kommissionen udløber dog i 2018, og ved finanslovsforhandlingerne blev der bevilget 500.000 kroner ekstra til kommissionen:

- Med bemyndigelsen giver Naalakkersuisut mulighed for styrke Forfatningskommissionens arbejde, så der sikres gode betingelser for at kommissionen kan afslutte dens arbejde, skrev Naalakkersuisut i sit forslag til en finanslov for 2018.