Forfatningskommissionen har genoptaget arbejdet

På grund af forvirring om, hvem der er medlem af kommissionen har arbejdet i forfatningskommissionen stået stille i flere måneder, men nu arbejdet genoptaget, fortæller formanden.
Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
12. januar 2018 10:01

Forfatningskommissionen er nu klar til at trække i arbejdstøjet igen efter, at Naalakkersuisut har besluttet, at Mala Høy Kuko og Ane Hansen skal ud af kommissionen.

Formanden for forfatningskommissionen er glad for, at Naalakkersuisut har "opdateret Kommissionens sammensætning", så de kan genoptage arbejdet.

- Vi har derfor besluttet, at kommissionsmedlemmerne snarest mødes ansigt til ansigt allerede i næste uge i Nuuk med henblik på genoptagelse af arbejdet, siger Vivian Motzfeldt i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Mala Høy Kúko og Ane Hansen ud af Forfatningskommissionen

Forfatningskommissionen nedlagde arbejdet i begyndelsen af november, fordi der opstod tvivl om Mala Høy Kuko og Ane Hansens fortsat kunne være medlem af kommissionen.

Siden har både formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, og naalakkersuisoq for selvstændighed, Suka K. Frederiksen i skarpe vendinger opfordret kommissionen til at genoptage arbejdet.

Begge har nemlig givet udtryk for, at Motzfeldt ikke skal blande sig i kommissionens sammensætning.

LÆS OGSÅ Forfatningskommissionen har nedlagt arbejdet på anden måned