Fordobling i ansatte i socialstyrelsen rejser spørgsmål

Et Inatsisartut-medlem stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor der ansættes så mange i Socialstyrelsen, og hvor meget udgifterne til styrelsen er vokset.
Lars Poulsen (S) har bemærket, at antallet af ansatte i Socialstyrelsen er steget voldsomt over de sidste fem år. Foto © : Lars Poulsen
Skrevet af Else Olsvig
14. januar 2023 11:16

Antallet af medarbejdere i Selvstyrets Socialstyrelse er fordoblet i løbet af de seneste fem år.

I 2018 var der 46 ansatte i Socialstyrelsen, mens der sidste år var hele 108 ansatte

Lars Poulsen, Inatsisartut-medlem fra Siumut, vil derfor gerne vide, hvorfor der ansættes så mange, og hvor meget udgifterne til Socialstyrelsen er vokset.

Han har bemærket, at antallet af ansatte i Socialstyrelsen er steget voldsomt over de sidste fem år, og ønsker derfor at vide, hvad de mange medarbejdere og penge bliver brugt på.

Det skriver han i et såkaldt §37 spørgsmål til Naalakkersuisut. 

Omstrukturering har fordoblet antal ansatte

I Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, Mimi Karlsen´s svar til Lars Poulsen lyder det, at der i Socialstyrelsens socialrådgiverstab er 17 ansatte, og at antallet af projektansatte er øget markant fra 16 til 28 gennem de sidste to år.

Naalakkersuisoq Mimi Karlsen forklarer i sit svar til Lars Poulsen:

- Som følge af en ressortændringsaftale overgik PAARISA i 2019 til Socialstyrelsen, hvilket resulterede i en stigning på 22 medarbejdere. Efter endnu en ressortændringsaftale afgav Uddannelsesstyrelsen i 2022 Førskoleområdet til Socialstyrelsen med 4 ansatte.

LÆS OGSÅ Handicaptalsmand om socialområdet: Det er hele familier, der knækker

Omstruktureringer er altså forklaringen på, at antallet af medarbejderne i Socialstyrelsen er blevet fordoblet. Og Mimi Karlsen skriver videre i sit svar, at da flere initiativer er et Grønlandsk-Dansk samarbejde, som skal styrket indsats for udsatte børn og unge i Grønland, er der flere tidsbegrænsede stillinger i Socialstyrelsen.

En del af stigningen i personalenormeringen skyldes flere opgaver, som blandt andet TUSAANNGA, børnerejsehold og Task Force, skriver Naalakkersuisoq.

Og flere medarbejdere betyder flere udgifter. Midler fra Finansloven til Socialstyrelsen lå på omkring 33. mio. kroner i 2018. Midlerne for sidste år 2022 er med godt 10 millioner kroner steget til over 44 millioner kroner.

Lars Poulsen er tilfreds med svaret fra naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed:

- Tallene i svaret taler selvfølgelig for sig selv. Det vil dog være interessant at høre, hvem der er ansat, og hvor pengene kommer fra. Derfor vil jeg følge op på mit spørgsmål.