Folket demonstrerer tirsdag og onsdag

Der er lagt op til demonstrationer over hele Grønland tirsdag og onsdag. Årsagen er Naalakkersuisuts vilje til at ophæve nul-tolerancen overfor uran uden at spørge den grønlandske befolkning.
Skrevet af Peter Troelsen
22. oktober 2013 07:35

For at gøre opmærksom på folkets manglende vilje til at godtage uranudvinding i Grønland har modstanderne, der kræver en folkeafstemning inden beslutningen tages, opfordret grønlænderne til at møde op foran de offentlige bygninger i de byer eller bygder, hvor de bor.

-Protesten har til formål at vise Naalakkersuisut, at befolkningen vil høres i spørgsmålet om principbeslutningen om ophævelse af nul-tolerancen overfor uran. Vi har i den anledning også lavet en Facebook-gruppe under navnet ” "Folkeafstemning om ophævelse af nul-tolerance Nu", så vi kan informere grønlænderne om vores holdning, fastslår Nikoline Ziemer, der er blandt arrangørerne af protesterne. Facebookgruppen har tirsdag morgen opnået 535 sympatitilkendegivelser.

Arrangørerne opfordrer tilhængerne af en folkeafstemning til at møde op foran de offentlige bygninger tirsdag og onsdag mellem 16.30 og 17.00. Inatsisartut beslutter torsdag om nul-tolerancen overfor uran skal ophæves.