Folkefest i forsamlingshuset: Magisk med feststemning i hele byen
Klokken 13.06 går Nuuks bymidte i stå.
Ved forsamlingshuset står folk med nakken tilbage og kigger op i himlen.
- Dér, dér, råber en og peger ud mod et skarpt lys på den gråblå himmel. Og så starter et jubelhyl og klapsalver, imens Air Greenlands Tuukkaq svæver i en bue hen over byen og for første gang nogensinde sætter sine hjul på landingsbanen i Nuuk Lufthavn.
Og så – med et – er Nuuk i direkte flyforbindelse med København.
Indenfor i forsamlingshuset er der inviteret til kaffemik. Udenfor er der faktisk også fest, for folk er løbet ud i kulden nu. Indenfor viser KNR TV landingen direkte på storskærm, men forbindelsen til livesignalet ryger pludselig et sted i cyberspace, og skærmen går i sort.
Tilbage indenfor er Nora Petrussen Gelskov på 19 år ved at servere blå saftevand i hvide plastickrus, og hun er begejstret for i dag.
- Der er god stemning. Folk glæder sig, siger hun og smiler stort.
- Der kommer jo rigtig mange muligheder for at rejse nu. Det bliver nemmere at rejse rundt, og inden længe kan vi også rejse direkte til New York. En skønne dag skal jeg også til New York… Helt sikkert.
Jens Lindskjold på 39 år er også glad. Han arbejder i DMI og er i Nuuk i perioder på nogle måneder ad gangen.
- Det er jo magisk at se, hvordan hele byen er i feststemning, fordi atlantlufthavnen er åbnet, siger han.
- Jeg skulle da også herned for at se det og mærke det. Til daglig laver jeg vejrudsigter, og i DMI arbejder vi tæt sammen med Air Greenland. Vi laver vejrmeldingerne for lufthavnen, så alt hvad der handler om flyvning og vejr er lige mig.
Han har været en lille smule bekymret for vejret i dag, men heldigvis har prognoserne vist godt flyvevejr i flere dage. Men:
- Jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at gå, når der igen kommer snestorm og tåge. For det vil jo ske, siger han.
Kommer du til at savne Kangerlussuaq?
- Jeg kommer til at savne at mærke de minus 25 grader rive i ansigtet om vinteren. Men også om sommeren med solskin og 20 grader, er der skønt. Det er noget, vi alt for sjældent oplever her i Nuuk. Men altså… det er jo nemmere og smartere, at vi kan flyve direkte.
Augusta Danielsen, 52 år.
- Næste gang, vi rejser til Danmark, er det skønt, at vi kan rejse direkte uden først at tage til Kangerlussuaq. Det er meget dejligt, at vi nu kan rejse direkte til Europa, det er virkelig skønt, siger hun.
Marianne Berthelsen, 61 år:
- Jeg er nuummioq, og jeg tænker på, at da jeg var barn, havde vi kun en heliport her. Og nu - ikke særligt mange år senere - er det de store fly, der lander. Det er helt utroligt. For mig er det vigtigt, for det er en stor forandring, der sker i byen.
Også Ludvig Fleischer på 60 år er taget til forsamlingshuset for at komme til kaffemik.
- Det er virkelig dejligt her, for folk er glade, siger han.
- Mulighederne for at rejse ud af Nuuk er jo blevet bedre - så længe det ikke er for dyrt.