Folk går på gaden for Gaza
Siden oktober sidste år er der set mange demonstrationer rundt omkring i verden. Folk protesterer imod det, som demonstranterne kalder et folkemord på palæstinensere i Gaza.
Og nu følger flere herhjemme trop. I morgen vil en gruppe kulturaktører gå på gaden i Nuuk med sloganet ”Inuit for Palestine.”
Det skriver de i en pressemeddelelse.
- I lyset af det igangværende folkemord i Gaza, opfordrer vi Múte B. Egede til at komme med en klar udmelding. Vi ønsker permanent våbenhvile, og vi står i tæt solidaritet med resten af verdens demonstranter, skriver de i pressemeddelelsen.
De opfordrer alle, som støtter en permanent våbenhvile, til at deltage i et håb om at råbe politikerne op.
- Med demonstrationen vil vi gerne som borgere i vores land vise vores solidaritet med det palæstinensiske folk.
Demonstrationen begynder klokken 15 onsdag for enden af Tuapannguit. Sammen vil gruppen gå mod Inatsisartut.
Bag demonstrationen er Alfred Victor Hansen, Aka Niviana Mørch Pedersen, Laura Lennert Jensen, Mudi Kramer Berthelsen, Nina Kreutzmann Jørgensen og Nivi Pedersen.