Folk fra hele landet samlet i Nuuk for at hjælpe børn og unge med traumer
Lige nu er 126 sagsbehandlere, socialrådigvere, psykologer og andre kommunalt ansatte fra hele landet samlet i Nuuk for at deltage i en konference om traumer hos børn og unge.
Konferencens formål er at give de kommunalt ansatte nye redskaber til bedre at hjælpe børn og unge med traumeoplevelser såsom ulykker, misbrug og selvmord.
For i dag har mange af de sagsbehandlere, som arbejder med de traumatiserede børn og unge, ikke en socialfaglig uddannelse bag sig.
- Det betyder, at deres viden om traumebegrebet også er lille. Derfor skal vi opkvalificere vores fagfolk i hele landet, siger Naja Lund Kielsen, som er autoriseret psykolog og afdelingsleder for Borgerettet Afdeling i Socialstyrelsen.
Det er dog et problem, at forståelsen for traumer er lille, eftersom antallet af seksuelle overgreb på børn og unge er højt herhjemme. Derudover er antallet af selvmord og selvmordsforsøg særligt højt blandt helt unge grønlændere.
To ud af ti har faglig baggrund
En af de 126 deltagere til konferencen er fagchef for Børne- og Familieforvaltningen i Tasiilaq i Kommuneqarfik Sermersooq, Gerda Fleischer.
Hun forklarer, at der i Tasiilaq er ti sagsbehandlere. Ud af de ti er to uddannet socialrådgivere, hvoraf den ene er udlånt fra Nuuk. Resten har enten en anden eller ingen socialfaglig uddannelse. Derudover har Tasiilaq kun én fast psykolog, og han stopper til foråret.
- De ufaglærte sidder i deres stillinger, fordi de er interesseret i faget, men de har ikke de samme redskaber, som en socialrådgiver har. Derfor kan der være stor forskel på, hvordan man vurderer de forskellige henvendelser om børnene, siger Gerda Fleischer.
Et af de redskaber, som fagchef Gerda Fleischer har lært under konferencen, er et spørgeskema, der fokuserer på barnets oplevelse af et traume. Spørgeskemaet skal give alle sagsbehandlere et konkret redskab til at lave de samme vurderinger uanset faglig uddannelse.
- Vi får mulighed for at bruge det samme spørgeskema, så barnets stemme bliver hørt. Vi kan gå ind og få barnets version af, hvilke udfordringer de står med. I stedet for, at vi gætter os frem til det, siger fagchef Gerda Fleischer.
Hjælper på generelt problem
Kommunerne har ikke kun svært ved at rekruttere socialrådgivere og psykologer til Tasiilaq. Mangel på fagligt uddannet personale er et generelt problem i Grønland, forklarer Naja Lund Kielsen.
- Hvis vi skal sørge for at ventelisten ude i kommunerne ikke bliver for lang, så skal vi klæde de personer, der ikke er uddannet psykologer, bedre på, siger hun.
Naja Lund Kielsen understreger, at vi i dag har gode fagfolk, der kan varetage mange af de samme opgaver som uddannede psykologer kan, men:
- Vi håber på, at vi ud fra denne konference kan give børn og unge hurtigere hjælp. Vi skal være bedre og hurtigere til at handle, hvis vi skal sikre deres fremtid til at leve sundere, siger hun.
Konferencen varer fra 23. til 27. oktober.