Fødende kvinder: Jeg ville ønske, jeg kunne føde i min hjemby

I Grønland er der fem byer med fødeafdelinger: Ilulissat, Sisimiut, Qaqortoq, Nuuk og Tasiilaq. Men ikke alle disse byer har de nødvendige faciliteter til at håndtere fødende. Der skal nemlig narkoselæger, kirurger og jordemødre til stede ved en fødsel. Derfor må mange gravide rejse til Nuuk for at føde.
At skulle forlade sin hjemby og sine nærmeste for at føde kan være en stor følelsesmæssig belastning for gravide kvinder, fortæller to kvinder, KNR har snakket med.
Kvinderne er fra Uummannaq og Aasiaat, og de skal begge rejse til Nuuk for at føde, men de ønsker mest af alt at føde i deres hjemby, og derfor ønsker de bedre vilkår for fødende kvinder.
- Når man stifter familie eller får et barn, ved man, at hvis man boede i Nuuk og fødte dér, ville ens familie kunne være til stede og støtte én. Vi, der bor langt væk, har ikke den mulighed, siger Uiloq Rosback fra Uummannaq.
Thrune Amassen Rafaelsen fra Aasiaat, er enig med Uiloq Rosback.

- Jeg husker, da der stadig blev født børn i Aasiaat, og vi som familie kunne være der for hinanden på hospitalet. Det var en dejlig oplevelse, og jeg ville ønske, jeg kunne opleve det samme, når jeg selv skal føde, siger hun.
Kvinder, der rejser til Nuuk for at føde, ved, at de bliver hentet af portører i lufthavnen. Men når de ankommer, ved de ofte ikke, hvad der skal ske bagefter, hvilket skaber usikkerhed, fortæller de to kvinder.
En anden udfordring er, at der ikke tages særligt hensyn til deres partner, hvilket også kan være frustrerende, siger Thrune Amassen Rafaelsen.
- Når vi alligevel er nødt til at forlade vores hjemby for at føde, burde vores partner få økonomisk støtte til en billet, så vi kan bo sammen og føle os trygge, mener hun.
Uiloq Rosback er enig:

- Desuden skal vi selv betale for bolig. Hvis min mand vil rejse med, skal han selv betale sin billet, ligesom andre familiemedlemmer også må betale deres egne billetter, og vi ved, hvor dyre de er.
- Hvis min mand tager med, skal vi betale mange penge. Jeg har også fået at vide, at fødende ikke må bo sammen med deres partner, så vi ville også skulle betale ekstra for et separat sted at bo, siger hun.
De to kvinder fortæller KNR, at hvis der var nok sundhedspersonale på hospitalerne i deres hjembyer til at håndtere fødsler, ville de meget hellere føde der i stedet for at rejse til Nuuk.
Hvis man har svangerskabsforgiftning, og hvis man er over termin, og hvis man kan komme i livsfare under fødslen eller hvis man er over 35 så bliver man henvist til Nuuk.