Vold mod børn har i 2023 nået "ekstreme niveauer".
Det skyldes især konflikter i Gaza og Sudan, lyder det i en endnu ikke offentliggjort FN-rapport, som nyhedsbureauet AFP er i besiddelse af.
Konflikten i Mellemøsten har alene ledt til en stigning i alvorlige forbrydelser begået mod børn på 155 procent.
FN udgiver hvert år rapporten "Børn og Væbnet Konflikt".
Heri har organisationen verificeret 2141 drab på palæstinensiske børn i Gazastriben i 2023. 2051 af dem er blevet dræbt mellem 7. oktober og 31. december.
FN har yderligere verificeret, at 43 israelske børn blev dræbt i Israel og på Vestbredden 7. oktober, dagen for Hamas-bevægelsens angreb.
Yderligere 23.000 anmeldelser om alvorlige forbrydelser mod børn - heraf 3900 israelske og 19.887 palæstinensiske - mangler endnu at blive verificeret.
Medier har tidligere kunnet beskrive, at Israels hær i forbindelse med rapportens udgivelse vil være at finde på FN's liste over lande og væbnede styrker, der ikke gør nok for at beskytte børn i krigs- og konfliktområder.
Samme oplysninger kan AFP bekræfte.
Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, betegnede tidligere denne måned FN's beslutning om at tildele Israel en plads på listen som "skamfuld" og sagde, at han "væmmes" ved den.
Fra Det Palæstinensiske Selvstyres side lød den første reaktion, at FN's beslutning om at sætte Israels hær på listen er et "skridt i retning af at holde Israel ansvarlig for landets forbrydelser". Det skrev Reuters.
Også de to militante palæstinensiske grupper Hamas og Islamisk Jihad er kommet på listen.
- I 2023 har vold mod børn i væbnede konflikter nået ekstreme niveauer med en chokerende stigning på 21 procent i alvorlige overtrædelser, udtaler FN's generalsekretær, António Guterres, i rapporten, der efter planen udkommer torsdag.