Flyselskab tager Boeing-model ud af drift efter motorbrand

United Airlines indstiller flyvninger med Boeing-model magen til den, som lørdag blev ramt af et motorsvigt.
Flyet skulle flyve fra Denver til Hawaii med 231 passagerer og ti besætningsmedlemmer om bord. Ingen af dem kom noget til. Foto © : Toshifumi Kitamura/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. februar 2021 10:04

Det amerikanske luftfartsselskab United Airlines indstiller med omgående virkning flyvninger med sine Boeing 777-fly magen til det, som i weekenden blev ramt af et motoruheld og måtte nødlande i Denver.

I Japan er myndighederne gået et skridt videre ved at indføre et midlertidigt forbud mod flytypen efter weekendens hændelse i USA.

Tilsyneladende har der i december været en nogenlunde tilsvarende hændelse i Japan.

Transportministeriet i Japan oplyser, at et passagerfly fra Japan Airlines 4. december efter kort tid i luften måtte vende om på grund af en fejl i den ene motor.

LÆS OGSÅ Boeings kriseramte fly er tilbage på vingerne i Europa

Det minder om lørdagens hændelse i USA, hvor flyet kort efter afgang måtte vende tilbage til lufthavnen i Denver i Colorado, efter at motoren ved højre vinge svigtede.

En video optaget af en passager i kabinen viser, at motoren er i brand.

Flyet skulle flyve fra Denver til Hawaii med 231 passagerer og ti besætningsmedlemmer om bord. Ingen af dem kom noget til.