Boeings kriseramte fly er tilbage på vingerne i Europa

Efter flystyrt i 2018 og 2019 blev Boeing 737 MAX-flytypen forbudt i Europa. Onsdag vendte den tilbage.
Der blev indført forbud mod Boeing 737 MAX-flyene i marts 2019, efter at sammenlagt 346 personer havde mistet livet i to flystyrt. Foto © : Alan Wilson/flickr
Skrevet af Ritzau
18. februar 2021 07:52

For første gang i næsten to år blev et Boeing 737 MAX-fly onsdag brugt til en kommerciel rejse i Europa.

Dermed vendte den kriseramte flytype tilbage efter et flyveforbud i kølvandet på dødelige flystyrt i 2018 og 2019.

Det var det belgiske luftfartsselskab TUI, der stod for flyets comeback til den europæiske himmel. Flyet blev brugt til en tur fra den belgiske hovedstad, Bruxelles, til Alicante og Malaga i Spanien.

LÆS OGSÅ Flyforbud giver Boeing første underskud i mere end 20 år

Flyet lettede onsdag klokken 9.30 og landede planmæssigt to timer senere.

EU's agentur for flysikkerhed, Easa, gav 27. januar grønt lys til, at flytypen igen kunne benyttes i Europa. To måneder forinden havde de amerikanske myndigheder givet deres tilladelse.

Der blev indført forbud mod Boeing 737 MAX-flyene i marts 2019, efter at sammenlagt 346 personer havde mistet livet i to flystyrt.