Flyforbud giver Boeing første underskud i mere end 20 år

Forbuddet mod at flyve med 737 Max-fly har gjort ondt på producenten bag flyene, amerikanske Boeing.
Det store fald i Boeings resultater skyldes, at selskabets 737 Max-fly siden marts sidste år har haft forbud mod at gå i luften efter to styrt, som dræbte i alt 346 personer. Foto © : Mark Ralston/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
30. januar 2020 06:12

For første gang siden 1997 tabte amerikanske Boeing sidste år penge.

I 2019 lød tabet hos den amerikanske flyproducent på 636 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 4,3 milliarder kroner. Det fremgår af Boeings årsregnskab.

Det store fald i Boeings resultater skyldes, at selskabets 737 Max-fly siden marts sidste år har haft forbud mod at gå i luften efter to styrt, som dræbte i alt 346 personer.

LÆS OGSÅ Myndighed opdager ny fejl på omstridt Boeing-flytype

Siden har Boeing arbejdet på at få løst det problem, som menes at have forårsaget de to ulykker. De fandt sted med få måneders mellemrum i Indonesien og Etiopien.

Boeing meddelte for nylig, at selskabet regner med, at 737 Max-flyene må begynde at flyve igen fra midten af 2020.

Problemerne med 737 Max-flyene er en af de største kriser i Boeings historie, og selskabet har allerede haft uforudsete udgifter på flere milliarder på grund af sagen.

Sagen kostede i december Dennis Muilenburg jobbet som øverste direktør i Boeing.