Flagene går på halv til ære for deres far

På lørdag bliver Thue Christiansen bisat i Hans Egede Kirke i Nuuk. Bagefter er der kaffemik i Katuaq.
Erfalasorput blev hejst på nationaldagen for første gang 21. juni 1985. Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
11. august 2022 10:44

Thue Christiansen bliver bisat fra Hans Egedes Kirke i Nuuk på lørdag klokken 13. Derfor går flagene på halv på alle selvstyrets flagstænger og fra alle virksomheder og institutioner under selvstyret.

- Naalakkersuisut har besluttet, at alle virksomheder og institutioner under Grønlands Selvstyre skal flage på halv for at vise respekt for afdøde, står der i en pressemeddelelse fra selvstyret selv.

Thue Christiansen tegnede Erfalasorput, det grønlandske flag. Et flag, der for første gang blev hejst på nationaldagen 21. juni 1985.

Efter bisættelsen er der kaffemik i kulturhuset Katuaq fra klokken 15 til 17.

Thue Christiansen boede de sidste mange år i Danmark sammen med sin hustru. Han døde 26. juni i byen Hals efter længere tids sygdom.

Flaget symboliserer den opgående sol over isen, der står for lyset og varmens tilbagevenden ved midsommer.

Pap, saks og lim

Tidligere formand for Naalakkersuisut, Lars-Emil Johansen, kender Thue Christiansen tilbage fra tiden som politiker i 1980'erne.

Når Lars Emil Johansen skruer tiden tilbage til 1985 og tilblivelsen af Erfalasorput, er der særligt et minde, der står tydeligt i hukommelsen.

LÆS OGSÅ Det grønlandske flags far er død

Det var nemlig i forbindelse med et besøg hos netop Lars-Emil Johansen, at Thue Christiansen med pap, saks og lim foldede sin ide ud om det grønlandske flag.

- Thue spurgte, om jeg havde et stykke pap i rødt og hvidt og saks og lim. Jeg synes det var lidt mærkeligt, men jeg fandt tingene frem, hvorefter Thue klippede og limede. Det var vores flag. Han forklarede om ideen, hvordan flaget skulle formes, og han forklarede, hvad det symboliserede. 

- Det var et meget stort øjeblik og en meget stor oplevelse at se en politikerkollega, der også er kunstner, arbejde med disse fantastiske evner i forening. Det var en uforglemmelig oplevelse at se den første gang, han skabte flaget, uddyber han. 

Sov ind i Danmark

Thue Christiansen var medlem af den første regering for Siumut efter Grønland fik hjemmestyre i 1979 og var landets første kulturminister og undervisningsminister.

Thue Christiansen sov stille ind i byen Hals i Danmark søndag 26. juni.

Han blev 82 år gammel.