Fiskeriudvalg savner fortsat svar om fordeling af makrelkvoten
- Fiskeriudvalget undersøger stadig processen omkring fordelingen af årets makrelkvote, som allerede ved sin offentliggørelse viste sig at udløse stærke følelser i samfundet, skriver Nikolaj Jeremiassen, og understreger at et flertal i udvalget stadig står tilbage med adskillige ubesvarede spørgsmål.
LÆS OGSÅ Transparancy på banen om makrelkvotekritik
- Uanset at der har været flere samråd med Formanden for Naalakkersuisut, samt en stribe skriftlige spørgsmål, mangler udvalget stadig et svar på det grundlæggende spørgsmål: Hvem fik hvad, og hvorfor?, skriver Siumutteren i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ Årets makrelkvoter endelig fordelt
Det er flertallets oplevelse, at Naalakkersuisut kunne - og burde - give mere fyldestgørende svar på de spørgsmål, som ikke bare udvalget, men samfundet som helhed, har stillet til fordelingsprocessen. Og det får nu Nikolaj Jeremiassen til at skrue bissen på:
- Ingen er tjent med at trække sagen i langdrag. Et flertal i Fiskeriudvalget opfordrer derfor Naalakkersuisut til at lægge alle kort på bordet. - og én gang for alle fremkomme med al relevant information, således at sagen snarest muligt kan blive ordentligt og udførligt belyst, slutter fiskeriudvalgsformand Nikolaj Jeremiassen sit brev til Naalakkersuisut.