Fiskeri deler vandene i færøsk valgkamp
Det er færingernes ubetinget største erhverv - fiskeriet - som deler vandene i valgkampen.
Det fortæller Beinta Løwe, journalist ved Færøernes radio- og tv-station, Kringvarp.
- Lagtinget har vedtaget, at vi skal have en ny fiskerireform inden 2018, hvor alle licenser er blevet opsagt. Derfor er det vigtigt, at partierne bliver enige om en reform inden for de næste år, for der er ingen, der ved, hvad der sker.
Læs også Dette er til debat ved valget på Færøerne
Den manglende reform betyder, at fiskere tøver med at investere i nyt udstyr, mens der også er tvivl om, om udenlandske investorer får lov at købe sig ind i det færøske fiskeri.
Også en kommende reform af pensionsområdet er til debat, og så er udsigten til, at homoseksuelle kan indgå borgerligt ægteskab også højt på dagsordenen.
- Homoseksuelles rettigheder er debatteret meget på Færøerne de seneste år. Og derfor er det også blevet aktuelt til den her valgkamp. Derfor er der også flere, der har krav om, at homoseksuelle skal kunne få en borgerlig vielse på Færøerne.
Læs også Åbent løb på Færøerne
Til gengæld er forholdet til Danmark knap så hedt, som flere danske medier fremstiller det, fortæller Beinta Løwe.
- I år fylder det en lille smule, men ikke nær så meget, som det plejer at gøre. Republikanerne - løsrivelsespartiet - har fremsat krav om, at vi skal have en folkeafstemning til næste år om vores egen grundlov. Men ellers har der været forholdsvis roligt omkring det emne.
Den seneste meningsmåling viser temmelig dødt løb mellem den nuværende, liberale regeringskoalition og oppositionen. Ifølge målingen har cirka 18 procent af vælgerne dog endnu ikke taget stilling til, hvor krydset skal sættes.