Fiskerformand: - Fiskeriet i Kangaatsiaq står stille

Tidligere var der så mange torsk i Kangaatsiaq, at fabrikken ikke kunne følge med. Nu er den nogle gange nødt til at sende folk hjem, fordi der ikke er fisk nok.
Indhandling af torsk i Kangaatsiaq er faldet markant på et par år.
25. oktober 2019 06:19

- Man kan sige, at fiskeriet her i Kangaatsiaq står stille nu, siger formanden for fisker- og fangerforeningen KAPP, Ole Siegstad.

Ifølge Grønlands Statistik fremgår det, at torskeindhandlingen eksploderede efter 2012 og toppede i 2017, hvor knap 5.000 tons torsk blev indhandlet på Royal Greenlands indhandlingssted.

LÆS OGSÅ Fiskerne i Kangaatsiaq vil have bedre muligheder for at indhandle

Men derefter dykkede indhandlingen markant, og sidste år blev knap 3.000 tons torsk indhandlet. Og det ser ikke meget bedre ud i år:

- I august i år var torsken allerede forsvundet her i området. Der kommer nogle få i perioder, men de forsvinder hurtigt igen, siger Ole Siegstad.

I slutningen af september var der indhandlet godt 1.000 tons torsk. 

Fiskene er ikke bare blevet færre, de er også blevet mindre, fortæller formanden for KAPP.

- Da de for alvor kom, var der nogle store torsk. Meget store. I de seneste år har der været nogle store, men der er flest små, siger Ole Siegstad.

LÆS OGSÅ Fabrik i Kangaatsiaq skaber øget beskæftigelse

Det er også noget, der er til at mærke hos Royal Greenlands fabrik i Kangaatsiaq.

- Så vidt jeg husker, så producerede vi torskefileter frem til juli. Fra august har vi ikke indhandlet så meget. Små mængder i ny og næ, siger fabrikschef Jørgen Inusugtoq.

Der er 20 medarbejdere på fabrikken, og de bliver sendt hjem, når der ikke er torsk.

- Medarbejderne bliver selvsagt sendt hjem, når der ikke er noget at lave. Når der bliver indhandlet, kommer de på arbejde. Når der ikke er torsk, så sender vi dem hjem, siger Jørgen Inusugtoq.

LÆS OGSÅ Royal Greenland lukker fabrikker

Også Kommune Qeqertalik er opmærksom på problemet. Færre torsk betyder færre penge til fiskere og fabriksarbejdere, og derfor prøver kommunen at finde løsninger, forsikrer borgmester, Ane Hansen (IA).

- Derfor må vi gøre os nye overvejelser - også med hensyn til fleksible flytninger af opgaver til virksomhederne, siger Ane Hansen.

Og kommunen vil gerne udvikle nye erhverv, tilføjer hun.

- På denne baggrund har kommunen givet en særlig bevilling til erhvervsudvikling og til etablering af en ny virksomhed, og vi har til hensigt at afsætte midler til dette formål næste år. Vi stiller forslag om at afsætte et reservebeløb til næste år, siger Ane Hansen.