Fiskere over hele kysten klar til demonstration mod Royal Greenland

I dag går KNAPK's medlemmer på gaden for at vise deres utilfredshed mod de seneste prisfald fra Royal Greenland på blandt andet torsk. Organisationen mener, Royal Greenland misbruger sin dominerende position i branchen.
Fiskerne i Narsaq er klar til dagens demonstration. Foto © : Frederik Jesen, Narsaq
01. november 2023 11:29

Når KNAPK's medlemmer om kort tid går på gaden, er det for at demonstrere mod priserne på torsk og andre fisk, der siden 9. oktober er faldet med 23 procent i indhandlingspris.

Demonstrationen er for at gøre politikerne opmærksomme på, at mange fiskere efter KNAPKs opfattelse risikerer at gå fallit, hvis ikke politikerne handler, fordi prisen på blandt andet torsk er faldet fra 10,75 kroner til 8,25 kroner.

Derfor har flere af KNAPKs lokale afdelinger været ved at gøre bannere og skilte klar til at gå på gaden.

I Narsaq er flere lokale fangere og fiskere ved at gøre klar til at gå på gaden i protest mod den nye indhalingspris på torsk. Foto © : Frederik Jesen, Narsaq

Fiskerene og fangerne demonstrerer i dag klokken 12.45 blandt andet i Nuuk, hvor turen går mod Selvstyret og Inatsisartutsalen i et forsøg på at råbe politikerne op.

Det er ikke kun i hovedstaden, man er imod prisnedsættelsen. Også langs kysten er der utilfredshed blandt fangere og fiskere. Derfor vil der ifølge KNR's oplysninger også være demonstrationer i Narsaq, Aasiaat og Qaqortoq.

Ifølge formanden for KNAPK's afdeling i Qaqortoq, Jens Peter Kielsen, vil fiskere og fangere i byen demonstrere mod Royal Greenland, men samtidig vil de rose det selvstændige fiskeriselskab Arctic Prime Fisheries' valg om ikke at nedsætte indhalingspriserne.

KNAPK mener, at Royal Greenland misbruger sin dominerende position i fiskebranchen til enerådigt at fastsætte indhandlingsprisen. En pris organisationen mener, er for lav.

Prisen på blandt andet torsk er faldet med 23 procent siden starten af oktober, og det får i dag fangere og fiskere på gaden. Foto © : Frederik Jesen, Narsaq

Den landsdækkende demonstration er både mod Royal Greenland, Polar Seafood og Naalakkersuisut. KNAPK beskylder også indhandlingsanlæggene for monopol, og mener, at politikerne skal på banen, fordi det i sidste ende kommer til at gå ud over statskassen, hvis fiskerne går fallit. 

- De har forhøjet brændstofpriserne under inflationen, hvilket vedrører hele samfundet, når man tænker på de forhøjede priser. Så hvis integritet ikke længere kan betale sig, kommer det til at gå ud over landskassen. Derfor skal politikerne være med til at løfte i flok og løse problemet, siger Nikkulaat Jeremiassen.

Derfor håber formanden for KNAPK også, at politikerne vil tage godt i mod demonstrationen

- Jeg håber virkelig, at de ansvarlige vil tage godt imod vores budskab, som vi vil levere på ordentlig maner, samt at samarbejdet vil begynde fra det punkt. Hvis dette ikke sker, så kommer det selvfølgelig til at ende der, siger Nikkulaat Jeremiassen.

KNAPK har også meldt Royal Greenland til Forbruger- og Konkurrencestyrelsen i et forsøg på at råbe politikerne op.