Uummannaq: Fiskere kan ikke få erstatning via deres egen forsikring

Fiskere i Uummannaq bør kontakte deres forsikringsselskab for at lave et erstatningskrav til Nukissiorfiit. Men hvis fiskernes udstyr ikke er blevet skadet, kan det være vanskeligt at få erstatning gennem eget forsikringsselskab.
Mange fiskere i Uummannaq har mistet indtægter, fordi en medarbejder i Nukissiorfiit kom til at hælde olie i vandværket. Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
09. oktober 2019 11:59

Mange fiskere i Uummannaq har mistet indtægter, fordi en medarbejder i Nukissiorfiit kom til at hælde olie i vandværket.

Avannaa Seafoods og Royal Greenlands indhandlingssteder blev nemlig hurtigt lukket for indhandling på grund af forureningen. Fiskerne havde derfor ikke mulighed for at tjene penge på deres fangst.

Sagen kort:


- 19. september: Borgerne i Uummannaq fik at vide, at vandet i vandhanen var forurenet med transformerolie. Det var sket 11. september, hvor en medarbejder i Nukissiorfiit havde taget fejl af en flaske med klor og en flaske med transformerolie.
 

- På det tidspunkt begyndte borgerne af fatte mistanke, fordi vandet lugtede af olie. 
 

- Medarbejderne har maske på, når de hælder klor i vandet. Derfor kunne medarbejderen ikke lugte olien, da den blev hældt i, oplyste Nukissiofiit. Både olien og klor har samme gennemsigtige farve.
 

- Byens to fiskefabrikker har været lukket i nogle dage siden 19. september.
 

- Skole og børnehave har også været lukket men er åbnet igen.
 

- Rent drikkevand bliver sejlet ind i byen og stillet på vandposter, så folk selv må hente. Isskosser fra havnen bliver også delt ud.
 

- Søndag 29. september blev vandværkets vand erklæret rent. Men allerede dagen efter måtte energiselskabet trække godkendelsen af vandværkets vand tilbage igen.
 

- 9. oktober melder Nukissiorfiit, at vandvlærket igen producerer rent vand.

 

Derfor har Nukissiorfiit bedt dem om at sende deres erstatningskrav - og så vil Nukissiorfiit få sit forsikringsselskab til at kigge på erstatningskravene enkeltvis.

- Har man som følge af manglende levering af rent drikkevand fra Nukissiorfiit opnået påviselig tabt fortjeneste i sin virksomhed, vil man som oftest skulle have en driftstabsforsikring for at kunne opnå erstatning. I det tilfælde man har en driftstabsforsikring, skal man rette henvendelse til denne, skriver Nukissiorfiit om forsikringssituationen.

Det er dog en udmelding, som forsikringsselskaberne har svært ved at genkende. 

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit om tabt arbejdsfortjeneste: Snak med dit forsikringsselskab

Hos Codan er det ikke muligt at få en erstatning for tabte indtægter på grund af en fejl begået af en anden virksomhed.

- Det vil en fisker ikke kunne få, fordi der ikke er sket nogen skade i hans lille virksomhed. Han kan stadig hive fisk op af vandet. Hans eneste udfordring - hvilket er en stor udfordring - er at han ikke kan få afleveret sine fisk, siger Nikolaj Graversen, der er assurandør fra forsikringsselskabet Codan.

If, hvis datterselskab i Grønland hedder Kalaallit Forsikring, har en driftstabsforsikring. Men den forsikring dækker kun driftstab, når der er sket en skade i ens egen virksomhed. Det kan for eksempel være en brand, hvor alt er nedbrændt, og hvor forsikringen skal dække omsætningstabet i opførelsesperioden.

Send din erstatningskrav til Nukissiorfiit

I stedet henviser IF til en såkaldt erhvervsforsikring.

LÆS OGSÅ SIP Uummannaq: Nukissiorfiit må dække den mistede løn

Hvis Nukissiorfiit har en sådan forsikring, kan den muligvis dække de tab, som fiskerne har haft.

Selvom man ikke har en forsikring kan man sende godt sende sit erstatningskrav direkte til Nukissiorfiit, oplyser selskabet.

Om den dækker de pågældende skader, som er opstået hos fiskere og erhvervsdrivende, er ikke muligt at svare entydigt på. Hver enkelt sag vil være personlig og forskellig, og derfor vil hver sag blive vurderet enkeltvist. Derfor er det ikke muligt at lave en generel udmelding, siger Heidi Møller Isaksen, kommunikationsrådgiver i Nukissiorfiit. 

Læs mere om erstatningsspørgsmålet på Nukissiorfiits hjemmeside.