Fiskefartøj sunket nær Aasiaat
Tirsdag klokken 16:58 modtog Grønlands Politi et mayday-kald fra et 39-fodsfiskefartøj ved Kitsissuarsuit nær Aasiaat.
Skibet var ved at synke, og hurtigt blev både lokalt politi, Arktisk Kommando og den lokale kommunefoged aktiveret i en redningsaktion.
Det oplyser vagtchef Aputsiaq Hansen.
Da flere lokale fra Kitsissuarsuit og kommunefogeden nåede ud til ulykkesstedet, var det kun skibets stævn, der var oven vande. Det lykkedes at redde skibets fører i sikkerhed.
Vagtchefen oplyser, at skibsføreren efter omstændighederne har det godt.
Politiet har fortsat en efterforskningsopgave, men anser for nu episoden som en ulykke, der muligvis har været forårsaget af høje bølger og tung last.