Fiskefabrikken i Narsaq skal genopstå

Kommune Kujalleq ønsker varige fiskeriarbejdspladser i Narsaq for at bekæmpe arbejdsløsheden, også selvom der er muligheder for udvikling af landbrug og mineindustri.
03. marts 2015 16:32

Det er konklusionen af en workshop i Narsaq med deltagelse af arbejdsgivere, politikere, arbejdsløse og embedsfolk fra Selvstyret og Kommune Kujalleq.

Torsken er kommet retur til de udenskærs farvande i Sydgrønland, og det skal udnyttes, siger formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen fra Siumut.

- Derfor blev vi enige om, at det første og nemmeste, der kan gøres, er, at få genetableret fiskeindustrien i Narsaq for på den måde at skaffe vedvarende arbejdspladser.

Læs også Naalakkersuisut klar med særlig ledighedsindsats i Narsaq 

- Det gør man ved at tildele kvoter og sørge for en landings- og forædlingspligt til Narsaq fiskefabrik, siger Simon Simonsen til KNR.

Under workshoppen gav deltagerne udtryk for, hvis det skal lykkes at nedbringe arbejdsløsheden i Narsaq, er det nødvendigt, at landings- og forædlingspligten til fiskefabrikken bliver mellem 4.000 og 5.000 tons torsk om året, da det dermed kan skaffe omkring 75 arbejdspladser.

- Med de erfaringer, vi har, er fiskeindustrien jo nok det bedste løsning vi har. Det vil ikke koste penge at starte op. Det eneste, man skal gøre, er, at give ekstra kvoter til fiskerne i Sydgrønland, så man sikrer råvarer til fabrikken og på den måde sikrer vi også mange arbejdspladser til byen, siger Simon Simonsen.

Naalakkersuisut har allerede lovet initiativer, der koster samfundet omkring 50 millioner kroner i Narsaq. Penge, som blandt andet skal bruges til nedrivninger af boligblokke og nedbringelse af arbejdsløsheden i byen.

- Udover, at Naalakkersuisut giver tilskud til nedrivninger af boligblokke på 50 millioner kroner, håber vi, at de vil kigge på, om de vil give tilskud til arbejdspladser og industrier, så der kommer vedvarende arbejdspladser, siger formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen.

Deltagerne i workshoppen aftalte, at der også afholdes workshops om emnet i andre byer i Sydgrønland.

Derfor kan Nanortalik forvente at få besøg af politikere og erhvervsfolk i april, hvor der skal følges op på konklusionerne fra Narsaq- mødet.