Fire skarpe til Vivian Motzfeldt: Jeg vil være den lyttende og imødekommende formand

På søndag er der formandsvalg i Siumut. Tre stiller op - men hvad vil de egentlig? Mød Vivian Motzfeldt her.
- Jeg stiller op som formand for Siumut fordi, jeg er vokset op indenfor Siumut. Hvis jeg kan se, at der er noget, som skal forbedres, og hvis jeg vurderer, at forholdene kan blive bedre, så vil jeg gøre noget for det. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Malik Brøns
25. november 2020 12:35

På fredag går det løs på det længe ventede landsmøde i Siumut. Og på søndag skal partiet vælge en formand og en bestyrelse.

Vivian Motzfeldt, Kim Kielsen og Erik Jensen stiller op til formandsvalget.

LÆS OGSÅ Kim Kielsen med valgoplæg: Unge i bygderne skal tage uddannelse online

Vivian Motzfeldt, hvorfor stiller du op som formand for Siumut?

Siumut landsmøde

 

På fredag starter Siumuts generalforsamling. Der vil være omkring 70 deltagere fra partiet.

 

Kort beskrevet, lyder programmet sådan her:

 

Fredag: Generalforsamlingen åbnes med regionalbestyrelser og workshops.

 

Lørdag: Debat om partiets målsætninger og indkommende forslag.

 

Søndag: Debat, Fremlæggelse af regnskab, valg til formand og bestyrelse.

- Jeg stiller op som formand for Siumut fordi, jeg er opdraget til at gøre noget ved det, hvis jeg kan se, at der er noget, som bør forbedres, og hvis jeg vurderer, at forholdene kan blive bedre.

- Jeg mener, at der i den her tid er brug for en formand som har store opgaver - og det kan jeg klare.

I søndags var der brunch i Siumuts lokale afdeling i Nuuk. Og ifølge Vivian Motzfeldt er partiet og landet som et skib uden en fører. Styrerollen bør gives tilbage til folket, sagde hun til de fremmødte medlemmer. 

- I Selvstyreloven fra 2009 står der, at det grønlandske sprog skal bruges inden for administrationen. Det har også været vores mål i Siumut i mange mål. Det er bare ikke realiteten i dag.

- Hvis du skal kunne blande dig i samfundet og have en høj stilling, skal du som grønlandsktalende have danske sprogegenskaber. Men for den dansktalende er det ikke et krav at være tosproget. Der er en stor ulighed på det punkt, siger Vivian Motzfeldt. 

Partiets nuværende formand, Kim Kielsen, har stillet med et lignende valgoplæg. Han har blandt andet sagt, at udenlandsk arbejdskraft skal lære det grønlandske sprog og kultur for at arbejde her i landet.

Så vidt vil Vivian Motzfeldt ikke gå. Hun mener ikke, at alle skal have undervisning i grønlandsk sprog og kultur, da mange vælger at rejse tilbage til deres hjemland efter en kort periode i Grønland.

- Man er nødt til at vurdere det, fordi der er tale om mange penge, der skal bruges til at undervise de tilkaldte. Der er også mange, som kun er her for at arbejde i ikke så mange måneder. Men der er også nogen, som gerne vil blive her i landet, og for dem er det en god mulighed, siger hun.  

LÆS OGSÅ Kielsen i markant udmelding: Grønland skal hjemtage udlændingeområdet

Hvordan vil du ændre Siumut, hvis du bliver valgt som formand?

- Hvis jeg skulle blive formand, så synes jeg at det der er det vigtigste er, at man som formand arbejder med andre, at man kan lytte og være imødekommende.

- Der er selvfølgelig en koalition i Naalakkersuisut og en opposition. Men vi skal også huske på, at der er vælgere, der stemmer på oppositionen. Derfor skal der være en gensidig respekt. Det er grundlaget for politik. I dag synes jeg, at man hopper over de skridt, bare fordi man har et flertal. Det vil jeg gerne ændre.

Hvilke to mærkesager vil du særligt kæmpe for som formand?

- Hvis folk skal have lige muligheder for at få en indtægt, så skal Selvstyrets selskaber som er samlet her i Nuuk, spredes ud til resten af kysten. På den måde kan de enkelte steder i landet få bedre muligheder.

- Og så skal vores sprog styrkes indenfor administrationen.

Der har været en del intern uro i Siumut. Hvordan vil du forsøge at samle partiet som formand?

- Vi er et rigt parti i Siumut, i Inatsisartut har vi medlemmer helt fra Qaanaaq til Ammassalik. Der er udfordringer fra de steder, de kommer fra, og derfor støder vi også sammen internt om mange emner. Det er ikke overraskende, men det er vigtigt, at vi har en vilje til at lede efter løsninger, når vi støder sammen. Det er formandens vigtigste opgave: At kunne lytte til forslag og at kunne arbejde sammen og have plads til de enkelte steders udfordringer og være imødekommende.