Kim Kielsen med valgoplæg: Unge i bygderne skal tage uddannelse online

Flere borgere i bygderne skal studere over nettet. Det foreslår Siumuts formand, Kim Kielsen. Det skal være med til at udvikle bygderne.
Forslaget fra Kim Kielsen kommer en uge inden valget af partiformand, som finder sted på landsmødet fra 27. til 29. november.  Foto © : KNR
19. november 2020 12:54

Bygderne er Grønlands styrke - og de kan blive endnu stærkere, hvis flere indbyggere får en uddannelse.

Det mener formanden for Siumut, Kim Kielsen, som i en klumme - sendt ud af partiet - lægger op til, at flere indbyggere i bygderne skal tage en uddannelse online.

I dag er internettet nemlig så stærkt i store dele af landet, at det er muligt at tage både en gynmasiel- og videregående uddannelse bag skærmen.

Uddannelsesniveau i Grønland

Antallet af ufaglærte og faglærte personer i hele landet i 2017/18:

Ingen uddannelse:
Kvinder 52 procent, mænd 49 procent.

Kort videregående uddannelse:
Kvinder 29 procent, mænd 38 procent.

Mellemlang eller lang uddannelse:
Kvinder 19 procent, mænd 13 procent.

Antal af ufaglærte og faglærte personer i bygder og byer

Bygd:
79 procent er ufaglærte.
17 procent har kort videregående uddannelse.
3,8 procent har en mellemlang eller lang uddannelse.

Byer (undtaget Nuuk): 

53 procent er ufaglærte.
35 procent har kort videregående uddannelse.
13 procent har mellemlang eller lang uddannelse.

Nuuk: 
32 procent er ufaglærte.
37 procent har en kort videregående uddannelse.
32 procent har en mellemlang eller lang uddannelse

Kilde: Befolkningsundersøgen i Grønland 2018, SDU 

- Vi har i sidste år gjort det muligt, at der kan tages eGUX, som er 2–årig gymnasial uddannelse, der afholdes via fjernundervisning. Visionen er, at flere uddannelser kan tages via internettet, skriver Kim Kielsen.

Det skal sikre, at færre forlader bygderne for at få en uddannelse eller et arbejde, mener han.

- Hvis et ungt par stifter familie i en bygd, vil manden normalt være fisker eller fanger, mens kvinden vil være hjemmegående. Tænk, hvis den kvinde, der har taget en studentereksamen over nettet, bagefter kan uddanne sig til lærer, sygeplejerske, pædagog eller socialrådgiver via nettet i kombination med korte intense skoleophold.

Kielsen: Det vil gavne økonomien

Forslaget fra Kim Kielsen kommer en uge inden valget af partiformand, som finder sted på landsmødet fra 27. til 29. november. 

Og den nuværende formand begrunder sit forslag med økonomi.

LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz Larsen: Vi er nødt til at tale om bostedernes fremtid

- Hver gang en borger i enten et mindre bosted eller bygd uddanner sig til f.eks. sygeplejerske og dermed fjerner en del af behovet for at rekruttere udefrakommende ansatte, sparer vi som samfund rigtigt mange penge, skriver Kim Kielsen og tilføjer:

- De penge vil jeg meget hellere bruge på løn til en lokal, hvilket kan være med til at bibringe øget levevilkår.

I oktober tog folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) debatten om bygdernes fremtid op, da hun blandt andet sagde, at "stærke bygder skal styrkes, og bygder, der affolkes og har ringe livsgrundlag, er nødt til at have større opmærksomhed".

Inuit Ataqatigiit har desuden meddelt, at partiet er på vej med et udspil om bygdernes fremtid.