Fire partier er enige om finansloven
Inuit Ataqatigiit, Naleraq, Atassut og Demokraatit er blevet enige om finansloven til næste år. Hele fire partier.
Og det er ikke en kort aftale. Det er i hvert fald lykkes for naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup (IA) at finde penge til de forskellige krav, som partierne har stillet.
Partierne er blandt andet blevet enige om en finansieringsplan af en 1.500 meter lang landingsbane i Qaqortoq. En forhøjelse af alderspensionen.
Hellefiskeafgiften skal i 2022 sættes ned fra fire til nul procent. Og så skal der en optælling af narhvaler i Østgrønland.
Det fortalte de fire partier på et pressemøde torsdag eftermiddag, hvor de underskrev aftalen.
Air Greenland og Tusass skal betale for Qaqortoq Lufthavn
Vi starter med den omdiskuterede lufthavn i Qaqortoq. Henover Inatsisartuts efterårssamling slog medlemmerne fast, at landingsbanen skulle være 1.500 meter lang.
Naalakkersuisoq for infrastruktur, Naaja Nathanielsen (IA) lænede sig ellers op til en billigere og kortere landingsbane.
En landingsbane på 1.500 meter vil koste 1,044 milliarder kroner i at anlægge og belaste landskassen med et underskud på 292 millioner kroner over de kommende 30 år.
Omvendt vil en landingsbane på 1.199 meter koste 854 millioner kroner at lave og give et underskud på 91 millioner kroner.
Men nu er det altså blevet aftalt at banen skal være 1.500 meter bane.
Og partierne mener, at de har fundet en finansieringsplan frem til 2028, så landskassen kan have råd til den længe ventede nye lufthavn i Qaqortoq.
For eksempel skal Air Greenland poste 65 millioner kroner til projektet, udbytte fra Tusass (tidligere Tele-post) på 150 millioner og 45,5 millioner kroner fra såkaldte ekstraordinære indtægter på loddefiskeriet. I alt håber partierne på at få 290,5 millioner kroner fra forskellige områder.
Men partierne skriver, at de mangler at finde yderligere 171,5 millioner kroner til projektet.
Havgående fiskeri skal betale mere
Og så er der afgiften på det kystnære hellefiskefiskeri, som også er blevet heftig diskuterede blandt partierne. Men det er der altså fundet en løsning på. Hellefiskeafgiften giver landskassen 16 millioner kroner om året.
Fra næste år bliver afgiften sænket fra fire til nul procent. Men det bliver ikke gratis. De kystnære fiskere slipper altså for afgiften, men partierne vil hæve afgiften på det havgående hellefiskefiskeri. Havgående fiskere skal altså fra næste år betale 1,5 millioner kroner mere til landskassen om året. Rejeafgiften bliver også væsentlig forhøjet, hvor partierne forventer at få 6,5 millioner kroner mere fra det havgående rejefiskeri.
Demokraatit har også fået deres ønske om at få fjernet indførselsafgifter på forskellige varer opfyldt. Det betyder, at afgiften på kaffe, the og fjerkræ bliver fjernet fra 2022.
Her taber landskassen 5,7 millioner kroner om året.
Partierne er også blevet enige om at hæve alderspensionen.
- Alderspensionister, der ikke opholder sig i eget hjem, får forhøjet alderspensionen fra 46 procent til 50 procent svarende til en forhøjelse fra 29.550 kr. til 34.050 kr. per år.
- Alderspensionens grundbeløb forhøjes fra 64.239 kr. til 73.239 kr.
- Institutionsanbragte førtidspensionister får lommepengene forhøjet fra 23.736 kr. til 30.840 kr.
- Førtidspensionen forhøjes – på højeste trin fra 118.680 kr. til 124.340 kr. og tilsvarende for mellemste og laveste førtidspension
- Grænserne for egenindkomst og samleversindkomst før aftrapning af førtidspensionen forhøjes hver især med 10.000 kr.
Partierne vil også bygge ungdomsboliger i Qasigiannguit, Tasiilaq, Kangaatsiaq, Ittoqqortoormiit og Upernavik.
Finansloven skal tredjebehandles på tirsdag, og der kan man altså forvente at forslaget bliver godkendt med enighed hos de fire partier, som er Inuit Ataqatigiit, Naleraq, Atassut og Demokraatit.
Siumut er ikke med, fordi de er uenige om Naalakkersuisuts ønske om at indgå Parisaftalen.
Partierne forventer et overskud på 7,6 millioner kroner til næste år, og et samlet overskud på 107,7 millioner kroner frem til 2025.