Finn Karlsen fortørnet over færingene

Naalakkersuisoq for fiskeri føler sig svigtet af sine nordatlatiske naboer, efter at Færøerne, Norge og EU er blevet enige om en makrelaftale.
25. marts 2014 15:40

Finn Karlsen er, som han selv udtrykker det, "fortørnet" over aftalen og vil nu diskutere den direkte med Færøernes fiskeriminister.

- Vi har støttet Færøerne, da EU forbød dem at lægge til i deres havne. Og det ved færingene godt. Derfor er det chokerende, at de tre lande har lavet sådan en aftale om makrellerne nu, siger han og kalder det 'uforståelig opførsel' fra færøsk side.

Finn Karlsens udmelding klinger umiddelbart noget anderledes end Naalakkersuisuts formands forleden, hvor Aleqa Hammond sagde, at Grønland skal acceptere de aftaler, som andre lande indgår.

Aleqa Hammond: Derfor er vi ikke med i makrelaftale

Finn Karlsen håber også at få EU's fiskerikommissær, Maria Damanaki, på bedre tanker. Hun ser med bekymring på Naalakkersuisuts beslutning i februar om at forhøje forsøgskvoten på makrel fra 60.000 til 100.000 tons.

EU kritiserer Grønlands makrelfiskeri

Grønland har kun fisket makrel på forsøgsbasis i tre år. Det er håbet at blive anerkendt som makrelstat efter 5 år med stabilt fiskeri.